Verdensmesterbåden XR 41 triumferer i Gotland Rundt
XR 41 med Stannow vandt for nylig ORC A/B-klassen under Kieler Woche, og nu har svenske Pandion Racing fra KSSS sejret i Gotland Rundt. X-Yachts ser stadig ud til at have sat designet lige i skabet.
Den danske XR 41 fra X-Yachts bliver ved med at levere resultater i nogle af Europas største kapsejladser.
Senest har det svenske Pandion Racing sejlet den 41 fod lange racer til samlet sejr i ORCi-klassen i det prestigefulde Gotland Rundt.
Den 350 sømil lange havkapsejlads rundt om Gotland regnes blandt Østersøens hårdeste og mest traditionsrige offshoresejladser.
Pandion gennemførte banen på 50 timer, 51 minutter og 17 sekunder og vandt efter ORCi-handicap foran den tyske Marten 49 Moana og svenske Matador.
Svensk hold fra KSSS
Bag Pandion Racing står svenske Jon Sindeman og en erfaren besætning fra Kongelig Svensk Sejlklub, KSSS, i Stockholm.
Den nye båd, der har fået navnet Pandion Racing 3, blev leveret fra X-Yachts i Danmark i år. Gotland Rundt var den første store prøve for holdets treårige offshoreprojekt.
Planerne stopper ikke i Østersøen. Holdet sigter blandt andet mod Fastnet Race og Middle Sea Race i 2027, mens den langsigtede drøm er at stille til start i Sydney Hobart i 2028.
Hårdt kryds blev afløst af høj fart
Besætningen blev udfordret fra begyndelsen af Gotland Rundt.
Den første del af sejladsen bød på krævende kryds mod Gotlands sydlige spids. Efter rundingen ændrede sejladsen karakter, og Pandion kunne sætte fart på båden på læns og halvvind tilbage mod målet.
Netop på de åbne vinkler viser XR 41 en af sine store styrker. Den moderne og brede skrogform gør det muligt for båden at løfte sig og reducere modstanden, når vinden kommer agtenfra.
Den flyder ikke bare afsted. Under de rigtige forhold kan XR 41 nærme sig egentlig planing frem for blot at surfe ned ad bølgerne.
Erik Stannow vandt ORC-klassen i Kiel
Sejren i Gotland Rundt kommer kort efter endnu en dansk triumf med bådtypen.
Under Kieler Woche vandt Helsingør-sejleren Erik Stannow ORC A/B-klassen med XR 41’eren Dixi 5.
Resultaterne viser, at XR 41 både kan vinde korte banesejladser og lange offshoresejladser. Det kræver forskellige egenskaber af båd, sejl og besætning, men foreløbig ser XR 41 ud til at kunne levere over et bredt register.
Skabt til at vinde VM
Da X-Yachts begyndte udviklingen af XR 41, var ambitionen klar. Værftet ville bygge en båd, der kunne vinde ORC-VM.
Det mål blev nået allerede i 2025, da Formula X med Jesper Radich som skipper vandt ORC-VM i klasse B i Tallinn.
Erik Stannow og Dixi 5 tog sølv, mens en tredje XR 41 sluttede som nummer fire. Dermed placerede tre XR 41’ere sig blandt de fire bedste både i klassen. (ORC)
Det var en usædvanlig markant debut for en ny bådtype og satte gang i en debat om, hvor godt X-Yachts havde ramt ORC-reglen.
Siden er bådens ORC-rating blevet justeret, men resultaterne fra Kieler Woche og Gotland Rundt viser, at XR 41 fortsat kan vinde.
Fem millioner kroner for høj fart
XR 41 er dog ikke en kapsejladsbåd for enhver pengepung.
Prisen begynder omkring fem millioner kroner, og en fuldt optimeret kapsejladsudgave med sejl, instrumenter og andet specialudstyr bliver noget dyrere.
Til gengæld får køberen en båd, der fra begyndelsen er udviklet til at sejle med i toppen af ORC-felterne.
Båden kan leveres som både Race- og Sport-version. Race-udgaven har blandt andet større sejlareal, squaretop-storsejl og en opsætning målrettet seriøs kapsejlads, mens Sport-versionen i højere grad kombinerer fart med muligheden for almindelig tursejlads.
Prisen er høj, men resultaterne er svære at argumentere imod.
På kort tid har XR 41 vundet ORC-VM, taget VM-sølv, vundet ORC-klassen under Kieler Woche og nu sejret i Gotland Rundt og flere andre kapsejladser er vundet af den danske bådtype.





