Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Alle arrangementerne er gratis for Danske Tursejleres 330 medlemsklubber. Sekretariatet hjælper samtidig med planlægning, afvikling, markedsføring og billetsalg. PR-foto

Danske Tursejlere har største aktivitetsprogram nogensinde

Sejlsæsonen går på hæld, men aktiviteterne i klubberne behøver ikke gå i vinterhi. Danske Tursejlere er klar med sit hidtil største program af gratis foredrag, kurser og workshops til organisationens 330 medlemsklubber.

Af Troels Lykke |

Hvad enten medlemmerne vil blive klogere på sejlads, få inspiration til næste tur eller bare mødes til en god aften i klubben, er der noget at vælge imellem.

Danske Tursejlere har igen samlet et katalog med gratis aktiviteter til medlemsklubberne – og i år er paletten bredere end nogensinde.

Stor efterspørgsel på arrangementer

– Vi oplever stor efterspørgsel på arrangementer, hvor medlemmerne både lærer noget nyt og får en god oplevelse sammen i klubben. Derfor vil vi gerne opfordre klubberne til at booke i god tid, så de har noget at se frem til hen over vinteren og foråret, siger Krestine Frandsen, eventansvarlig hos Danske Tursejlere.

Fra sejlerprofiler til førstehjælp

Medlemsklubberne kan blandt andet vælge mellem:

  • DT-aften med fokus på de mange medlemsfordele hos Danske Tursejlere, herunder turbøjer, forsikring og medlemsrabatter.

  • Foredrag og ekspertaftener med profiler fra sejlerverdenen som Thomas Veber, Sidse Birk Johannsen og Heidi Manøe samt faglige oplæg fra virksomheder som One Sails, RenSkib og Gori Propeller.

  • Workshops om skærgårdssejlads og god havnestil med konkrete eksempler og råd, som medlemmerne kan tage med på næste sejltur.

  • Kurser i Kanalskipperbevis, CEVNI, SRC-certifikat til VHF-radio, brandteori og førstehjælp.

Gratis tilbud til 330 medlemsklubber

Alle arrangementerne er gratis for Danske Tursejleres 330 medlemsklubber.

Sekretariatet hjælper samtidig med planlægning, afvikling, markedsføring og billetsalg. Ved arrangementerne opkræves der typisk en mindre entrépris.

– Vi vil gerne gøre det nemt for klubben at samle medlemmerne til en aften med inspiration, ny viden og hyggeligt samvær. Og med vores store kontaktflade til spændende eksperter og organisationer, håber vi på at kunne hjælpe med at krydre aktivitetsprogrammet i klubberne, siger Krestine Frandsen.

Klubber kan booke allerede nu

Klubber, der vil have et arrangement på programmet hen over vinteren eller foråret, kan kontakte Danske Tursejlere eller læse mere på www.dansketursejlere.dk/klubmedlemsskab-og-fordele/.

Kontakt:
Krestine Frandsen, Danske Tursejlere
Telefon: 70 21 42 42
E-mail: krestine@dansketursejlere.dk

content-loader
content-loader