Danmarks Museum for Lystsejlads midlertidigt flyttet – åbner dørene i Svendborg
Danmarks Museum for Lystsejlads er rykket ud af museumshallen på Frederiksøen i Svendborg. Indtil det er afklaret, hvor museet fremover får en permanent adresse, er samlingen nu flyttet midlertidigt til Abildvej 6, 5700 Svendborg. Museet holder åbent hus tre lørdage i febuar, marts og april.
Flytningen betyder ikke stilstand. Tværtimod inviterer museet nu offentligheden indenfor med åbent hus på udvalgte lørdage, hvor både samlingen og arbejdet bag kulisserne kan opleves tæt på.
Åbent hus tre lørdage
Museet holder åbent hus på følgende datoer:
Lørdag 7. februar kl. 10.00–12.00
Lørdag 7. marts kl. 10.00–12.00
Lørdag 4. april kl. 10.00–12.00
Her er der kaffe på kanden, og alle er velkomne til at kigge forbi – uanset om interessen er rettet mod klassiske både, restaureringsarbejde eller museets fremtidige planer.
Fokus på fremtiden – og på bådene
Ifølge Mira Erik er de midlertidige rammer en arbejdsplads snarere end en traditionel udstilling.
“Vi vil gerne bruge åbent hus-dagene til at fortælle om samlingen, om arbejdet med bådene og om ambitionen om at skabe et permanent nationalt museum for lystsejlads. Samtidig kan man se, hvordan vi har indrettet os her, mens vi arbejder videre,” skriver Mira Erik til minbaad.dk.
Der bliver også rig mulighed for at tale om renovering og vedligehold af de klassiske træbåde, som fortsat udgør en sejlende del af museets virke.
Aktivt arbejdsdæk hver tirsdag
Ud over lørdagsarrangementerne er museet også åbent hver tirsdag kl. 10.00–12.00, hvor arbejdsdækket er i fuld gang. Her forberedes den sejlende flåde af klassiske træbåde til den kommende sæson, og besøgende er velkomne til at kigge med og stille spørgsmål.
Tilmelding er ikke nødvendig – man møder blot op.



