Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Javier Tapias gigantiske værk kan opleves fra d. 7. august på muren i den historiske tørdok, som M/S Museet for Søfart er bygget omkring. For første gang nogensinde bliver dokken brugt som et åbent udstillingsrum. 

Spor af handel: Monumental collage af Javier Tapia

Kunstneren Javier Tapia har med afsæt i M/S Museet for Søfarts samling skabt et farverigt panorama over den globale handelshistorie. Værket bliver det første, der udstilles i museets tørdok som åbent udstillingsrum.

Af Troels Lykke |

Med udstillingen ”Spor af handel” trækker kunstneren Javier Tapia dele af M/S Museet for Søfarts samling ud fra magasinet og helt ud i dokkens offentlige rum.

Museet har sendt den chilenskfødte kunstner på opdagelsesrejse gennem museets magasin og givet ham frie hænder til at skabe sin egen kunstneriske fortolkning. Det er blevet til et 24 meter langt og seks meter højt kalejdoskopisk panorama over den globale handels- og søfartshistorie. 

Javier Tapias gigantiske værk kan opleves fra d. 7. august på muren i den historiske tørdok, som M/S Museet for Søfart er bygget omkring. For første gang nogensinde bliver dokken brugt som et åbent udstillingsrum. 

 ”Vi håber, at gæster og forbipasserende vil nyde værket som et vildt og opsigtsvækkende billede midt på Kulturhavnen i Helsingør. Forhåbentlig vil det også vække nysgerrighed og lyst til at dykke dybere ned i historien. Den globale handels historie er flere århundreder gammel, men har stor betydning for verdens tilstand i dag,” siger Sarah Giersing, udstillingschef på M/S Museet for Søfart.

Nyt blik på historien
Collagen sætter museets samling og den globale handels historie i et nyt lys. Javier Tapia har gennemfotograferet hundredvis af genstande og billeder i samlingen, klippet motiver ud og sat det hele sammen på tværs af tid, rum, geografi og fakta. Det gør værket til et myldrende landskab af navigationsinstrumenter, søkort, kolonihistorie, handel, eventyr og menneskeskæbner. Kendte og ukendte historiske personer og begivenheder mødes i overraskende konstellationer, der skaber nye fortællinger og sammenhænge.
Columbus møder skagensmalernes fiskere og slavegjorte høster sukker i en dansk-vestindisk koloni. I værket ses flere kikkerter, der også kan være en nøgle til at forstå værket som en kommentar på historien - og hvordan vi ser på den.

Der er usete forbindelser og overraskende møder overalt. Værket inviterer til nye blikke på historien og de globale forbindelser. Javier Tapias værk virker umiddelbart muntert og farveglad, men kan også være med til at åbne for samtaler om de mere mørke kapitler i handelens historie – f.eks. om slaveri eller rovdrift på naturen,” siger Sarah Giersing.

”Spor af handel” kan opleves døgnet rundt fra d. 7. august på muren i dokken ved M/S Museet for Søfart i Helsingør. Værket består af en 24 x 6 meter collage baseret på fotografier af genstande fra museets samling.

Støttet af Ny Carlsbergfondet   
Knud Højgaards Fond    Statens Kunstfond    Akademiraadet

content-loader
content-loader