Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Vinden kom fra nordvest med en middelvind på 9-10 m/s, mens vindstødene nåede helt op mellem 12 og 18 m/s. Foto: Sejlsportsligaen

Ligaen: Horsens og Bandholm sejrede i Lemvig efter vindstød på 18 m/sek.

Sejlsportsligaen er kommet godt i gang efter sommerferien med to weekender i Lemvig, hvor både kraftig vind, vindhuller og tætte sejladser udfordrede besætningerne. Horsens Sejlklub vandt i 2. division, mens Bandholm Sejlklub tog sejren i 1. division.

Af Troels Lykke |

Sejlsportsligaen har for alvor fået gang i efterårssæsonen efter to vellykkede weekender på Lemvig Fjord.

Først var det 2. division, der den 22.–23. august blev sendt på vandet i ganske krævende forhold. Ugen efter var det 1. divisions tur til at dyste på den korte bane ud for Lemvig.

Ifølge Jesper Lorents fra Sejlsportsligaen leverede Lemvig Sejlklub og klubbens mange frivillige endnu en gang stærke rammer omkring arrangementerne.

- To fantastiske weekender i samarbejde med Lemvig Sejlklub er veloverstået, og endnu en gang leverede Lemvig og sejlklubbens mange frivillige varen på alle parametre, fortæller Jesper Lorents.

18 m/sek. i vindstødene

Første division fik en kontant start efter sommerferien.

Vinden kom fra nordvest med en middelvind på 9-10 m/s, mens vindstødene nåede helt op mellem 12 og 18 m/s.

Det betød hårdt arbejde for besætningerne i J/70-bådene, og efter lørdagens lange dag på fjorden var der trætte sejlere omkring middagsbordene på land.

Søndag faldt vinden en smule, hvilket ifølge Jesper Lorents blev taget godt imod af sejlerne efter lørdagens fysiske udfordringer.

Horsens Sejlklub var stærkest over weekenden og tog sejren i 2. division med Morten Arndal, Dennis Petersen, Brian Foged og Morten Fjerbæk om bord.

Thurø Sejlklub II blev nummer to, mens Thurø Sejlklub III tog tredjepladsen.

Bandholm bedst i 1. division

Weekenden efter rykkede 1. division ind i Lemvig.

Her var udfordringerne anderledes. Lørdag kom vinden fra vest, og topmærket på den cirka 400 meter lange bane lå helt inde under skoven ved den smalle fjord.

Det skabte store forskelle på banen.

Ved topmærket kunne vinden til tider næsten forsvinde, mens der længere ude på banen var så meget tryk, at J/70'erne kunne komme op at plane.

Det stillede store krav til sejlerne, som hele tiden skulle finde den rigtige vej gennem de meget skiftende forhold.

Efter en lang lørdag på vandet samledes sejlerne til middag i teltet på havnen.

Første start udsat 45 minutter

Søndag morgen begyndte med regn og svag vind, og dagens første start blev udsat med 45 minutter.

Senere kom vinden dog ind over Lemvig Fjord, og feltet kunne igen levere tætte sejladser frem til klokken 15.

Her var det Bandholm Sejlklub, der sluttede øverst med Bo Schülein, Filip Hansen, Kasper Bech Skiveren og Rasmus Harsaae.

Sønderborg Yacht Club tog andenpladsen, mens Kongelig Dansk Yachtklub blev nummer tre.

- En kæmpe tak skal lyde til Lemvig Sejlklub og alle de frivillige, som endnu en gang har lagt et stort arbejde i at skabe nogle fantastiske rammer omkring Sejlsportsligaen – både på vandet og på land, siger Jesper Lorents.

Resultater – 2. division

  1. Horsens Sejlklub – Morten Arndal, Dennis Petersen, Brian Foged og Morten Fjerbæk

  2. Thurø Sejlklub II – Bjerne Sørensen, Michael Røhling, Thomas Bilmann og Mikkel Frederiksen

  3. Thurø Sejlklub III – Henrik Buchwald, Susanne Skovgaard, Henrik Sørensen og Morten Lohse

Resultater – 1. division

  1. Bandholm Sejlklub – Bo Schülein, Filip Hansen, Kasper Bech Skiveren og Rasmus Harsaae

  2. Sønderborg Yacht Club – Rasmus Lundby, Jeppe Clausen, Mads Hansen og Mads Lintrup Andersen

  3. Kongelig Dansk Yachtklub – Henrik Jensen, Henning Lambertsen, Jeppe Blak-Lunddahl og Thomas Hartvig

content-loader
content-loader