Carlo Borlenghi er død – sejlsporten mister sin største fotograf
Den italienske fotograf Carlo Borlenghi, der over 40 år dokumenterede verdens største sejlsportsbegivenheder blev 70 år. Vi mødte den ikoniske italiener adskillige gange. Han var en ligefrem og imødekommende mand, der gerne tog en snak over en lille cigar og en espresso.
Sejlsporten har mistet en af sine største billedskabere. Den italienske fotograf Carlo Borlenghi døde mandag den 3. august, 70 år gammel.
Han blev betragtet som en af verdens førende sejlsportsfotografer og efterlader sig et omfattende arkiv fra mere end fire årtier på havet, skriver Giornale della Vela.
Carlo Borlenghi var fotografen, der kunne få en kapsejlads til at ligne stor kunst. Han så vinkler, lys og situationer, som andre ikke opdagede, før øjeblikket var forbi.
Hans billeder var ikke alene dokumentation. De var ofte fortællinger i sig selv.
Minbaad.dk mødte ham verden over
Minbaad.dk har mødt den ikoniske italiener adskillige gange i forbindelse med America’s Cup og andre store internationale stævner i Auckland, på Bahamas, i Valencia og mange andre steder.
Når der skulle tages billeder fra en pressebåd, var Carlo Borlenghi stjernen om bord. Han kendte vinklerne, lyset og bådenes bevægelser og vidste præcis, hvor fotografbåden skulle placeres. Jeg sagde ham aldrig imod.
Men når kameraerne var lagt væk, kunne han sagtens tale helt nede på jorden med minbaad.dk’s redaktør, mens han pulsede på en mindre cigar, mens han drak en espresso.
Der var ingen distance eller selvhøjtidelighed, selv om han var et internationalt navn og arbejdede for nogle af sejlsportens største hold, arrangører og sponsorer.
Derfor er det trist at erfare, at han nu er gået bort.
Fotograferede alle America’s Cup siden 1983
Carlo Borlenghi blev født i 1956 i Bellano ved Comosøen. Her begyndte han sin karriere med at fotografere lokale kapsejladser.
Det internationale gennembrud kom i forbindelse med America’s Cup i Newport i 1983, hvor han fulgte den italienske udfordrer Azzurra. Siden dækkede han samtlige udgaver af America’s Cup frem til 2024, fortæller 38th America's Cup.
Han arbejdede blandt andet for de italienske America’s Cup-kampagner Azzurra, Il Moro di Venezia og Luna Rossa samt det schweiziske Alinghi.
Borlenghi var gennem mange år tæt forbundet med Luna Rossa og dokumenterede holdets udvikling fra de første America’s Cup-kampagner i Auckland til de seneste års foilende både.
Hyret af Rolex til verdens største sejladser
Carlo Borlenghi var desuden hyret af Rolex til en lang række af verdens mest prestigefyldte kapsejladser.
Han fotograferede blandt andet Rolex Sydney Hobart Yacht Race, Rolex Fastnet Race, Maxi Yacht Rolex Cup, Rolex Swan Cup og Rolex Middle Sea Race.
Billederne fra Sydney Hobart viser eksempelvis de store både i hårdt vejr på vej gennem Bass Strait og forbi Tasmaniens dramatiske klippekyster. Mange af disse billeder er blevet en del af sejlsportens visuelle historie.
Han dækkede også flere udgaver af Whitbread Round the World Race, der senere blev til Volvo Ocean Race.
Kameraet blev i kassen til sidste øjeblik
Den britiske sejlsportsjournalist Justin Chisholm beskriver i et mindeord, hvordan han første gang mødte Borlenghi ved en Melges 32-sejlads på Gardasøen.
Chisholm var nervøs for at henvende sig til den verdensberømte fotograf, men blev mødt med et smil og et håndtryk.
- Bare fortæl mig, hvad du har brug for. Det er ikke noget problem, lød svaret fra Carlo Borlenghi.
På vandet oplevede Chisholm, hvordan de øvrige fotografer skød lange serier af billeder, mens bådene nærmede sig topmærket.
Carlo Borlenghi sad derimod roligt og gjorde sin cigaret færdig, mens kameraerne stadig lå i den beskyttende kasse. Først i det afgørende øjeblik åbnede han kassen og tog ganske få billeder.
Tilbage i pressecentret afleverede han ti fotografier. Ifølge Chisholm kunne hvert eneste billede være blevet indrammet og hængt på en væg.
Forberedte hvert eneste billede
Den tilsyneladende lethed byggede på grundig forberedelse.
Borlenghi og hans medarbejdere ankom ofte flere dage før en sejlads for at undersøge de bedste fotopositioner. Det kunne være fra et bjerg på Mallorca, en klippekyst på Sardinien, taget af en skyskraber i New York eller den åbne dør i en helikopter over en oceankapsejlads.
Han behandlede samtidig alle opgaver professionelt. Det gjaldt både dramatisk kapsejlads, præmieoverrækkelser og sponsorarrangementer.
Overraskende nok lærte Carlo Borlenghi ifølge Justin Chisholm aldrig at svømme – trods et arbejdsliv, der hovedsageligt foregik på eller over vandet.
Efterlader 40 års sejlsportshistorie
Carlo Borlenghi havde en sjælden evne til at forudse, hvor den afgørende situation ville opstå. Et mærke, en bølge, en kæntring eller et blik mellem besætningsmedlemmer kunne gennem hans kamera blive til et billede, der blev husket længe efter resultatlisten var glemt.
Pressecentrene bliver anderledes uden hans smil, varme håndtryk og karakteristiske italienske ”ciao”.
Men billederne bliver tilbage.
Carlo Borlenghi efterlader sig omkring 40 års enestående dokumentation af international sejlsport – fra traditionelle kølbåde og oceansejlads til moderne America’s Cup-både, der flyver over vandet.





