Slæbebåd som isbryder sættes ind torsdag morgen
Danmark har ikke længere statsejede isbrydere klar, når fjorde og farvande fryser til. Men ssdannelse skaber nu problemer for skibstrafikken i blandt andet Limfjorden, Ringkøbing Fjord og Thyborøn Kanal. Smålandsfarvandet er det første område, hvor isberedskabet aktiveres.
Frosten har bidt sig fast så længe, at en sjælden gæst igen spiller hovedrollen i danske havne og fjorde: isen.
Særligt i Limfjorden, Ringkøbing Fjord og Thyborøn Kanal meldes der om tæt eller spredt drivis og isflager, som flere steder gør sejlads vanskelig eller direkte farlig – især for træskibe uden isforstærkning.
Det oplyser Søværnets Istjeneste, som overvåger isforholdene og koordinerer indsatsen, når skibsfarten får problemer, skriver Jyllands-Posten.
Også på Sjælland mærkes kulden. Isefjord og Præstø Fjord er udfordret af isdannelse, og i Københavns Havn har havnebusserne indstillet driften frem til fredag, da fartøjerne ikke er bygget til sejlads i isfyldt vand.
Isberedskab aktiveret i Smålandsfarvandet
Nu er isberedskabet for første gang denne vinter aktiveret. Det sker i Smålandsfarvandet mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn, hvor slæbebåden Valdemar torsdag morgen bryder isen i Guldborgsund, så skibe kan komme sikkert ind til Nykøbing Falster.
- Indtil videre er det det eneste sted, hvor beredskabet er aktiveret. Så må vi se, hvordan det udvikler sig i Limfjorden de kommende dage, siger orlogskaptajn Jens Hulgaard fra Istjenesten.
Farvel til statens isbrydere
Danmark rådede tidligere over tre store, statsejede isbrydere: Danbjørn, Thorbjørn og Isbjørn. Men efter flere milde vintre og manglende opgaver besluttede Folketinget i 2010 at sende dem på pension. Skibene blev siden solgt eller skrottet.
I dag er al isbrydning i danske farvande kommerciel. Det betyder, at private slæbebåde og isforstærkede fartøjer skal hyres, hvis havne eller rederier har behov for hjælp.
Dog er der fire særligt udpegede indsatsområder, hvor Søværnet kan rekvirere isbrydning, hvis situationen kræver det:
Limfjorden øst og vest for Aalborg
Farvandet syd for Fyn
Smålandsfarvandet
Det er i sidstnævnte område, indsatsen nu er sat i gang.
- Alle andre steder må havne eller rederier selv betale, hvis de har behov for isbrydning. Det vil sige, at hvis du har behov, så må du finde nogen, der kan hjælpe dig., forklarer Jens Hulgaard.
Ingen har bedt om hjælp – endnu
I både Nykøbing Mors og Skive Havn er isen aktuelt fastfrossen og 10–15 centimeter tyk. Det gør sejlads vanskelig selv for visse stålskibe, fremgår det af Istjenestens seneste meldinger.
Ved Løgstør, hvor Limfjorden snævrer ind, meldes der om kompakt og sammenfrosset drivis på op til 10 centimeter. Her er sejlads uden isbryderhjælp kun mulig for stærkt byggede skibe med god maskinkraft.
Alligevel er der endnu ikke bestilt isbrydning i området.
Om det ændrer sig, afhænger af vejret de kommende dage. Holder frosten ved, kan isen hurtigt gå fra at være en gene til at blive en reel stopklods for skibstrafikken.
Kilde. jp.dk





