Gå til hoved-indhold
Udstyr
Udstyr

Drop n’ Fill gør optankning uden spild af diesel og benzin

For bådejere, der ofte tanker fra dunk, kan Drop n’ Fill være forskellen på rent dæk og dieselsjap. Drop n’ Fill består i al sin enkelhed af et trug med en tilkoblet slange.

Af Troels Lykke |

At fylde brændstof på båden uden spild er for mange en tilbagevendende irritation. Med Drop n’ Fill forsøger et simpelt produkt at løse problemet én gang for alle – uden teknik, ventiler eller avancerede løsninger.

Trug leder spild tilbage i tanken

Drop n’ Fill, der koster 1.000 kr., består i al sin enkelhed af et trug med en tilkoblet slange. Truget placeres omkring påfyldningsstudsen, mens slangen føres ned i tanken. Spildt brændstof opsamles og løber tilbage i tanken i stedet for ud på dækket.

Det betyder, at man ikke behøver ramme præcist fra start, når man hælder fra dunk – en situation de fleste bådejere kender alt for godt.

Fordelen er først og fremmest praktisk. Mindre spild giver renere dæk, mindre lugt og færre efterfølgende rengøringsopgaver. Samtidig bliver selve optankningen mere rolig, især i bevægelse eller sidevind.

Produktet retter sig især mod bådejere, der tanker fra dunke, hvor kontrol og præcision ofte er begrænset.

Enkel løsning – men uden sikkerhedsnet

Simpeltheden er også produktets svaghed. Der er ingen afspærring eller automatisk stop, hvilket betyder, at brugeren selv skal holde øje med tankens niveau. Er tanken tæt på fuld, kan der stadig opstå overløb.

Derudover kræver løsningen, at udstyret holdes rent. Opbevares truget i et beskidt stuverum, risikerer man at føre snavs og partikler med ned i tanken – og det kan på sigt give problemer med bakterier og tilstopning.

Drop n’ Fill er ikke stort, men det er endnu en genstand, der skal have plads ombord. For nogle vil det være en naturlig del af udstyret. For andre endnu en dims, der sjældent bliver fundet frem.

Købes her - se flere videoer: facebook.com/dropnfill

content-loader
content-loader