Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kristi Himmelfartsdagene bliver fyldt med korte, tætte og publikumsvenlige sejladser på Svendborg Sund. Foto: Frederik Sivertsen/Sejlsportsligaen

Sejlsportsligaen tilbage til Svendborg med 200 sejlere

Publikum kan komme helt tæt på de hurtige J/70-både, når 42 hold fra hele landet mødes til fire intense dage med ligasejlads ved Rantzausminde fra 14. til 17. maj. Bag stævnet står Svendborg Sunds Sejlklub, der blev stiftet i 1866 og betegner sig som Danmarks ældste sejlklub for lystsejlads.

Af Troels Lykke |

Kristi Himmelfartsdagene bliver fyldt med korte, tætte og publikumsvenlige sejladser på Svendborg Sund, når Svendborg Sunds Sejlklub for anden gang er vært for Sejlsportsligaens stævne for 1. og 2. division.

Fra den 14. til 17. maj samles omkring 200 sejlere fordelt på 42 hold fra hele landet ved Rantzausminde Havn, hvor der ventes masser af action tæt under land i de hurtige J/70-både.

Blandt deltagerne er også tre fynske klubber: Thurø Sejlklub, Faaborg Sejlklub og værtsklubben fra Svendborg.

Korte sejladser giver action tæt på land

Sejlsportsligaen er bygget op som en holdturnering mellem danske sejlklubber, hvor alle sejler i identiske både. Det betyder, at forskellen bliver skabt af taktik, samarbejde og sejlernes evner på vandet.

Banerne er korte, sejladserne varer typisk kun 10-15 minutter, og placeringerne kan ændre sig på få sekunder.

- Det er netop det tætte format, der gør Sejlsportsligaen så publikumsvenlig. Tilskuerne kan følge sejladserne helt tæt fra land, og der sker konstant noget på banen, forklarer Erik Jakobsen, der er J/70-ansvarlig i Svendborg Sunds Sejlklub.

Sejladserne bliver afviklet lige ud for klubbens område ved Rantzausminde Havn, hvor publikum får god mulighed for at følge duellerne på vandet.

Hurtige J/70-både giver dramatik

Der sejles i den internationale sportsbåd J/70, som er kendt for at være både hurtig, levende og fysisk krævende at sejle.

Især hvis vinden frisker op på Svendborg Sund, kan tilskuerne forvente tætte starter, hurtige manøvrer og dramatik ved mærkerne.

- J/70-bådene reagerer hurtigt, og det giver meget intense sejladser. Det er en bådtype, hvor små fejl hurtigt bliver straffet, siger Erik Jakobsen.

Borgmester åbner stævnet

Stævnet bliver officielt åbnet Kristi Himmelfartsdag den 14. maj af borgmester Bo Hansen.

Bag arrangementet står omkring 35 frivillige fra sejlklubben, der skal få de fire dages kapsejlads til at fungere både på land og på vandet.

Pressen får samtidig mulighed for at komme helt tæt på sejladserne, da klubben stiller pressebåd med fører til rådighed under hele arrangementet.

Danmarks ældste sejlklub fylder 160 år

Svendborg Sunds Sejlklub blev stiftet i 1866 og betegner sig som Danmarks ældste sejlklub for lystsejlads.

Klubben holder til ved Strandgården i Rantzausminde og har i dag godt 300 medlemmer, heraf omkring 65-70 ungdomssejlere.

I år markerer klubben samtidig sit 160-års jubilæum.

content-loader
content-loader