Måske er det tid til at finde jollen frem igen?

Af Jon Møgelhøj, Skovshoved Sejlklub – Formand for Danish Contender Association

Du kan godt huske det – 60 A-optimister til start i et ”lille” optimiststævne i Espergærde og kvalifikation til DM i hver kreds. Det var dengang i 90’erne, hvor jeg selv var en af de mange små joller på startlinjen.

Minder er noget underligt noget. For vi ved godt, at noget bliver malet rosenrødt, når vi mindes tilbage, så solen skinnede hele sommeren og der var is på søen hver vinter, når vi tænker tilbage på barndommen.

Men alligevel bygger historierne jo på noget rigtigt… og med internettets hjælp kan man få bekræftet noget af det. Ikke lige det med is på søen eller solskin, men at der i første halvdel af 1990’erne var over 50 joller af sted til optimistjollestævnerne – også de mindre lokale stævner – det gav det store internet mig ret i.

Dengang 50 optimister til et stævne var helt normalt

I øvrigt var det stævner uden en flåde af forældre-gummibåde. Jeg husker selv at blive sat af med jollen på en havn et sted i Nordsjælland, og så få en mønt med til telefonboksen, så jeg kunne ringe efter min far igen, når vi kom ind.

Så på mange måder et lidt lettere set-up, når det blot krævede en køretur lidt op ad kysten med jollen bag i bilen – ja, en Volvo 240 med en tilpas kraftigt rya-tæppe og bagsædet lagt ned, så kunne det hele bare kastes bag i bilen og så afsted.

Med så mange børn, der fik sig en sejleruddannelse i 90’erne burde kapsejladsbanerne være oversvømmet af sejlere på omkring de 50 år. Men det gør de ikke… Mange klasser kæmper for at få deltagere.

Vi kender godt noget af svaret. Det ville bare være så meget lettere, hvis man havde valgt en sport, hvor tiden ikke hurtigt løber fra en, når man tager afsted. Mountainbikes og træningscentre er bare så meget lettere at få til at gå op tidsmæssigt rundt om et familieliv… men er det sjovere? Nej, overhovedet ikke. ”Not even close”, som man siger på engelsk.

Fra Optimist til landkrabbe – og tilbage på vandet

Hvis man skal tage et par eksempler, hvad er så mere naturligt (og navlepillende) end at kigge på sig selv. Første sejltur var da min far skubbede mig ud på den lokale sø i en optimistjolle – med ham selv halsende efter i en robåd, men reelt var det nok foråret efter, hvor jeg blev meldt ind i Skovshoved Sejlklub og dermed kom på vandet med en træner to gange om ugen. Denne optimistkarriere indebar kapsejladser rundt om på Sjælland uden at levere nogle resultater, som kan huskes.

Da jeg som 14-årig pludselig var blevet en halv meter højere blev optien skiftet ud med en europajolle (og en kort overgang også Hobie 405) og lidt ynglingesejlads. Her var først den megen selvtræning – fra 40 optimister i sejlklubben til tre europajoller – og siden hen de mere spændende fester i gymnasiet det, der gjorde, at jeg i første omgang faldt fra det store kapsejladsræs.

Trods nogle år som opti-træner i klubben og herefter hjælpertjanser til stævner, kom kapsejladserne ikke tilbage lige med det samme – lysten til dem forsvandt dog aldrig helt.

Efter endt uddannelse (folkeskolelærer, red.) var jeg igen klar til at sejle noget mere, og først sejlede jeg rundt som eneste Laserjolle i Skovshoved, men det holdt ikke rigtigt. Jeg tyede til det store internet, hvor jeg søgte på forskellige jolleklasser, som tilbød voksensejlads. Masser af respekt for dem, der gider sejle klasser med mange unge i, men for mig personligt var det med forældre i gummibåde ikke noget, jeg ville tage stilling til, når jeg selv sejlede.

Jeg fandt to klasser med sejlads i enkeltmandsjolle – også for voksne – som tilbød en prøvetur i København, og så var det bare at slå til. Med mit formandskab for den danske contenderklasse, så er det jo næppe en overraskelse hvilken klasse, jeg blev hængende i.

Første tur i trapezen – så var jeg solgt

Så hvad tiltalte mig ved contenderen? Den korte forklaring: Første tur ud i trapezen og jeg var solgt. Den lidt længere forklaring: Jeg fandt en jolleklasse, hvor der var et socialt liv, selvom man sidder i jolle alene, der var konkurrence på flere niveauer, så man havde nogle at sejle imod – også selvom man nok ikke lige vinder VM, den var til at komme i nærheden af økonomisk og så havde den muligheden for hele tiden at føle, at man rykker sig, når jollen samtidig er fysisk udfordrende.

Contenderjollen er tegnet af australske Ben Lexcen – ham bag de australske Americas Cup-både – i 1960’erne, og er kendetegnet ved at være en en-mands-jolle med rorsmanden i trapez. Den sejles i hele verden, og man finder de største felter i Tyskland og Australien.

Fra 20’erne til 70’erne i samme jolleklasse

I contenderklassen i Danmark sejler der i dag sejlere rundt i alderspændet starten af 20’erne til starten af 70’erne. Vi har sejlere af begge køn (om end en overvægt af mandlige sejlere). Størstedelen af sejlerne er dog netop i denne gruppe omkring de 50 år – og en god håndfuld af os var netop nogle af dem, der fyldte godt op til optimist- eller ynglingestævnerne i starten af 1990’erne.

Vores største felt ligger i Hellerup, men rundt om i landet ligger contenderjoller. I DCA har vi et par klubjoller, så man kan komme og prøve en tur – blandt andet med joller i Hellerup, på Furesøen og Aarhus. Tag endelig fat i os, hvis det frister. Vi afholder mindst to stævner og en træningslejr hvert år inden for landets grænser, men med stort felt syd for grænsen, skal man ikke køre langt for at få flere stævner, hvis man er til det.

Kunne du sejle dengang, kan du også komme i gang igen

Så hvis du var en af de 49 andre joller på Øresund – eller en af de mange andre jollesejlere (eller ynglingesejlere) fra dengang, der tænker, hvordan kommer jeg igen, så skal der herfra lyde en opfordring til at afprøve contenderklassen.

Ja, vi er ikke en jolletype med nybegyndere, men hvis du var med i A-feltet engang, så er du jo heller ikke ny – og har så rigeligt at sejladsmæssig viden og erfaring til at kunne være med. For selvom det måske ser vildt ud, når man står i trapez, så er det faktisk ikke så svært som det ser ud – og modsat de klassiske hænge-joller, så er det ikke så hårdt for knæ og krop, så vi får god motion, men uden at slide kroppen op, som man godt kan føle det i en hængestrop.

Jon Møgelhøj

Skovshoved