Garmin Round Denmark Race får ny flerskrogs-klasse med TEXEL
Fra 30 juni 2027 bliver det ikke kun kampen om at komme først over målstregen, der tæller for multihulls i Garmin Round Denmark Race. Med rating-systemet TEXEL får forskellige flerskrogsbåde mulighed for at dyste mod hinanden på korrigeret tid.
Multihulls har i mange år været en del af Garmin Round Denmark Race, men i 2027 introducerer løbet for første gang rating-systemet TEXEL.
Den nye klasse giver forskellige typer og størrelser af multihulls mulighed for at konkurrere mod hinanden på korrigeret tid og tilfører dermed en ny konkurrencedimension til den cirka 700 sømil lange sejlads rundt om Danmark.
Hurtigste båd er ikke nødvendigvis vinder
Mens Line Honours fortsat går til den første båd over målstregen, skaber TEXEL en ekstra konkurrence, hvor præstationen vurderes i forhold til den enkelte båds rating. Det betyder, at den hurtigste multihull på vandet ikke nødvendigvis også bliver vinder på korrigeret tid.
For Garmin Round Denmark Race er introduktionen af TEXEL et naturligt næste skridt i den fortsatte udvikling af løbet og en mulighed for at styrke konkurrencen for en gruppe både, som gennem mange år har været en del af eventen.
Vil skabe mere fair konkurrence
“Multihulls har altid bidraget med noget helt særligt til Garmin Round Denmark Race. De er hurtige, spændende at følge og repræsenterer samtidig en meget varieret gruppe af både. Med introduktionen af TEXEL kan vi nu skabe en mere meningsfuld konkurrence for multihull-feltet, hvor forskellige bådtyper kan konkurrere mod hinanden på korrigeret tid,” siger Søren Ilsø Mahneke fra Aarhus Internationale Sejlsportscenter.
“Vores ambition er at gøre Garmin Round Denmark Race attraktiv for så mange offshore-sejlere som muligt og samtidig skabe fair og konkurrencedygtig sejlads inden for de forskellige dele af feltet. TEXEL giver os endnu en mulighed for netop det.”
Flere måder at kæmpe om hæderen
Med priser i både Line Honours, ORC og TEXEL i 2027 bliver der flere måder at kæmpe om hæderen på under Garmin Round Denmark Race – mens den grundlæggende udfordring er den samme: cirka 700 sømil non-stop rundt om Danmark med start og mål i Aarhus.
Tilmeldingen åbner i oktober
Tilmeldingen til Garmin Round Denmark Race der sejles i starten af juli 2027 åbner i Oktober, og man kan benytte sig af Early Bird tilmedling og spare 50 € ved at bruge koden: GRDREARLY ved tilmedling.




