Vendée Globe-sejler tæt på dramatisk kollision i Saint-Tropez
Boris Herrmann fik et dramatisk afbræk fra arbejdet med sin nye IMOCA 60, da han stillede til start ved Les Voiles de Saint-Tropez på den historiske 15-meter Tuiga. Under en mærkerunding var den klassiske yacht få øjeblikke fra en alvorlig kollision med den langt større Elena of London.
Boris Herrmann har ellers travlt med forberedelserne frem mod Route du Rhum og arbejdet med den nye Malizia 4. Alligevel blev der plads til et markant stilskifte ved Les Voiles de Saint-Tropez.
Her sejlede han om bord på den klassiske Tuiga sammen med blandt andre Pierre Casiraghi, Jimmy Spithill, Rosalin Kuiper og den franske offshore-legende Loïck Peyron.
Et flydende stykke sejlsportshistorie
Tuiga blev tegnet af William Fife III og bygget i 1909. Den klassiske 15-meter er i dag flagskib for Yacht Club de Monaco.
Båden blev oprindeligt bygget til hertugen af Medinaceli i Spanien, inden den mange år senere blev gennemgribende restaureret. I 1995 blev den købt af fyrst Albert II af Monaco.
Med en længde på 27,35 meter og en bredde på 4,15 meter er Tuiga en af de få bevarede både fra den historiske internationale 15-meter-klasse.
Ved Les Voiles de Saint-Tropez havde Pierre Casiraghi samlet en besætning på omkring 20 personer.
Jimmy Spithill, der har vundet America’s Cup to gange og været taktiker for Kong Frederik flere gange, stod blandt andet ved roret, mens Boris Herrmann, Rosalin Kuiper og Loïck Peyron også var med om bord.
Se super fotos fra stævnet i St. Tropez
Få centimeter fra problemer
Det blev imidlertid ikke kun elegant klassikersejlads.
I den tredje sejlads opstod en farlig situation ved en mærkerunding, da den væsentligt større tomastede Elena of London kom op bagfra på Tuiga.
På billeder fra situationen ses bovsprydet på Elena of London komme helt tæt på Tuigas bom.
De to både kom så tæt på hinanden, at bovsprydet berørte området omkring bomnokken på Tuiga. Risikoen var, at rigdele kunne hægte sig fast i hinanden.
Med store klassiske yachts, tunge rigge og betydelige kræfter i sejlene kunne situationen hurtigt have udviklet sig alvorligt, fortæller SegelReporter.de



