Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Hanse 348 kan ses på den flydende bådmesse i Fredericia i starten af maj 2026. PR-foto
Kort Nyt
Udstillingsbåden Hanse 348, der her ses i Aabenraa hos Reese Marin, er flot udstyret med Flexi Teak på dæk, cockpit og badeplatform, stor Yanmar-motor på 29 hk med Gori-foldepropel.
Kort Nyt
Hanse 348.

Reese Marin klar med Hanse 348 og 410 til Boat Show Denmark til maj

Når Boat Show Denmark i 2026 for første gang holder flydende udstilling i Marina Fredericia, er Reese Marin med i starten af maj. Den sønderjyske bådimportør stiller med to Hanse-sejlbåde på vandet: den helt nye Hanse 410 og den prisbelønnede klassiker Hanse 348 – begge i Premium-udgaver.

Af Troels Lykke |

Reese Marin er blandt de mest erfarne udstillere i Fredericia-regi og har gennem årtier været fast inventar, også da udstillingen blev afholdt i hallerne. Senest i 2025, hvor den nye Hanse 360 fik Danmarkspremiere og blev solgt direkte fra udstillingsstanden.

Derfor bakker virksomheden fuldt op om det nye format, hvor udstillingen rykker fra hal til havn.

- Vi har altid været tro over for Fredericia-udstillingen. Vi er den ældste udstiller, og vi føler os trygge ved, at det er professionelle folk, der står bag. Det giver langt bedre mening at vise både på vandet, hvor man kan prøve at sejle dem efterfølgende og være klar til omgående levering. Når udstillingen allerede ligger 1. maj, har man hele sæson 2026 foran sig – og ikke først et køb sidst på året, hvor sæsonen er gået på hæld, siger Henrik Reese i en pressemeddelelse.

Klassikeren: Hanse 348 – 2026-model

Blandt udstillingsbådene er Hanse 348, som fortsat er et af værftets stærkeste kort i 35-fods-klassen.

- Det er en klassisk Hanse-model på 35 fod, som stadig har en høj ordreindgang hos Hanse Yachts i Greifswald. Udstillingsbåden er flot udstyret med Flexi Teak på dæk, cockpit og badeplatform, stor Yanmar-motor på 29 hk med Gori-foldepropel samt Elvstrøm SPS-performancesejl med mere. Samtidig leverer den masser af 35-fods komfort og sejlglæde til den kræsne skipper og familien, siger Henrik Reese.

Hanse 348 har en startpris fra værftet på 1,4 mio. kroner inkl. 25 % moms.

Nyheden: Hanse 410

For sejlere med behov for mere plads og en helt ny konstruktion stiller Reese Marin med Hanse 410 – en del af den nye Hanse-generation, som også tæller modellerne 360, 410, 460, 510 og 590.

- På de nye modeller er der lagt stor vægt på et markant større og mere voluminøst cockpit, hvor sejlerne opholder sig det meste af tiden. Samtidig har bådene en bredere vandlinje, som giver højere skrogstabilitet, og der er rigtig god plads på sidedækkene m.m., forklarer Henrik Reese.

Udstillingsbåden vises som Premium-model og er blandt andet udstyret med 53 hk Yanmar-motor med trebladet foldepropel, Elvstrøm SPS-performancesejl, komplet FlexiTeak på dæk, cockpit, badeplatform og kahyttag samt bov- og hækthruster, der gør havnemanøvrer til en leg, og et omfattende navigationsudstyr m.m..

Hanse 410 har en startpris fra værftet på 2,5 mio. kroner inkl. 25 % moms.

Se Hanse-modellerne på reesemarin.dk

Fredericia som maritimt knudepunkt

Boat Show Denmark fastholder Fredericia som værtsby med Messe C som arrangør og Marina Fredericia som ramme om den flydende udstilling. Den centrale placering gør det let at tiltrække gæster fra hele landet samt det nordlige Tyskland.

Projektleder Glen Blæsbjerg ser store perspektiver i formatet.

- Med valget af Marina Fredericia etablerer Boat Show Denmark sig som en forårsudstilling, der samler sejlere, motorbådsfolk og maritime udstyrsleverandører i et mere dynamisk og realistisk miljø, siger han.

Udstillingen henvender sig både til førstegangskøbere og erfarne sejlere, der vil mærke bådene og teste løsninger, som ikke kan vurderes i en hal.

Boat Show Denmark afholdes fra 1. til 3. maj 2026. Program og udstillerliste offentliggøres løbende på boatshow.dk

content-loader
content-loader