Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Chris Poole ses her med Aschenbrenner om bord ved VM i Kina.
Kapsejlads
Jeppe Borch ses her til højre.
Kapsejlads

Dansk taktiker Aschenbrenner i VM-semifinale i Kina – Borch-hold slået hjem

VM i match race sejles midt i storbyen, ud for Shenzhen Bao'an. De urbane omgivelser med høje bygninger helt ned til vandet giver ekstremt udfordrende forhold – og har allerede sat et markant præg på mesterskabet, forklarer Joachim Aschenbrenner til minbaad.dk.

Af Troels Lykke |

Danske Joachim Aschenbrenner er fortsat med i kampen om VM-titlen. Han sejler ikke under dansk flag, men fungerer som taktiker for amerikaneren Chris Poole, der har sejlet sig i semifinalen ved VM, som afvikles som en del af World Match Racing Tour.

Det danske hold med Jeppe Borch er derimod ude af mesterskabet og når ikke blandt de sidste fire.

Sejlads i konstant uro

Ifølge Aschenbrenner er banen blandt de mest krævende, han har oplevet på touren.

- Vi sejler under Shenzhen by, som primært består af 30-etagers bygninger. Det gør sejladserne meget krævende, og man kan aldrig tage fokus fra banen. Føringen skifter typisk et par gange i løbet af en sejlads, hvilket ikke normalt sker i stabile forhold.

De markante vindskift gør det vanskeligt at sejle klassisk match race.

- Det er simpelthen for skiftende til at dække af. Mange sejladser ligner mere fleet race, hvor fokus på den anden båd er minimal. Det handler i høj grad om at acceptere tab og fejl, siger Aschenbrenner fredag til minbaad.dk.

Slidte både og stejle læringskurver

Der sejles i FarEast 28R-både, og materiellet stiller ekstra krav til mandskaberne.

- Snore og systemer på båden er ikke skiftet ud i går, og det gør selv simple manøvrer svære. Vi skulle bruge et par dage på at nå et fornuftigt niveau, selvom vi har nogle af de bedste sejlere med ombord.

På Chris Pooles hold tæller besætningen blandt andre Mal Parker, mange gange verdensmester i match race, og Matt Cornwell, tidligere fordækker for Ben Ainslie.

Svensk modstand i semifinalen

I semifinalen venter svenske Oscar Engström, som har overrasket feltet med sin plads blandt de sidste fire.

- De har ikke enormt meget match race-erfaring, men de sejler bådene rigtig godt. Det bliver en spændende semifinale, hvor vores match race-erfaring forhåbentlig kan gøre forskellen – også selvom forholdene er meget skiftende, siger Aschenbrenner.

Semifinaler ved VM i Shenzhen

  • Ian Williams vs. Nick Egnot-Johnson

  • Chris Poole vs. Oscar Engström

Semifinalerne sejles fredag fra klokken 10 lokal tid og afgøres bedst af fem sejladser. Resultater kan følges på matchracingresults.com, og der ventes live-stream på World Match Racing Tours YouTube-kanal. Se også wmrt.com/# og her: facebook.com/worldmatchracingtour/

Se interview med XR 41 verdensmesteren Jeppe Borch fra VM i Kina:

content-loader
content-loader