Den fatale bomsikring, der kostede AnneMarie og Karl livet
En video fra sejlerkanalen Sailing Zingaro går tæt på en ulykke, som stadig diskuteres i offshore-miljøet. I videoen “The Preventer Mistake That Killed Two Sailors” analyseres forliset af den 67 fods sejlbåd S/V Escape og de beslutninger om bord, der i sidste ende førte til tragedien.
Videoen har siden udgivelsen i december 2025 fået mere end 269.000 visninger. Den tager udgangspunkt i en klassisk problemstilling i oceansejlads: kontrol over bommen under sejlads for vinden.
Forfatteren James Evenson, der står bag analysen var blandt de sidste, der så besætningen – Karl og Annemarie – før afsejlingen fra Bermuda. Hans gennemgang bygger på egne erfaringer fra offshore-sejlads og på kendte fakta om ulykken i 2022.
Når små beslutninger får store konsekvenser
I videoen bliver ulykken brugt som case til at vise, hvordan flere mindre forhold kan udvikle sig til en farlig situation til havs.
Vind mod strøm
Belastning i riggen
Timing af rebning
Træthed i besætningen
Kommunikation om bord
“Offshore-sejlads går sjældent galt på grund af én dramatisk fejl. Det sker, når presset stille og roligt bygger sig op,” lyder analysen i videoen.
Fokus ligger især på brugen af en preventer (bomsikring)– den line, der holder bommen på plads under sejlads for vinden. En forkert opsætning eller håndtering kan i værste fald føre til ukontrollerede bomninger med enorme kræfter i spil.
De første døgn er afgørende
En central pointe i videoen er, at mange alvorlige hændelser opstår tidligt på en langtur.
“De første 72 timer af en passage er ofte de mest kritiske,” forklarer fortælleren.
Her skal besætningen finde rytmen i vagtskemaet, trimme sejlene korrekt og håndtere skiftende vejrforhold. Samtidig er træthed og manglende overblik ofte størst netop i begyndelsen.
Læring frem for skyld
Videoens budskab er ikke at placere ansvar, men at udlede erfaringer.
“Det handler ikke om at give nogen skylden. Det handler om at forstå, hvordan beslutninger træffes under pres.”
Netop derfor bliver videoen fremhævet af mange sejlere som et nyttigt indblik i praktisk sømandskab – især for dem, der planlægger længere offshore-passager.
Bag gennemgangen står langturssejleren James Evenson, som i videoen forsøger at udlede konkrete erfaringer for andre offshore-sejlere. Fokus er ikke på at placere skyld, men på at forstå, hvordan en række små beslutninger under pres kan udvikle sig til en farlig situation til havs.
Mødte båden før tragedien
Et år før ulykken var Escape blevet testet under sejladser på Chesapeake Bay ud for Annapolis i forbindelse med magasinet Cruising Worlds Boat of the Year-test.
Båden tilhørte det tyske sejlerpar Karl og Annemarie Frank, som i flere år havde haft base i Annapolis og sejlet langs USA’s østkyst.
“Karl Frank var tydeligvis en fremragende sejler, som havde optimeret dækket til singlehand-sejlads. Han havde tænkt over hver eneste detalje,” lød vurderingen fra dommerpanelet efter prøvesejladsen.
Den 20 meter lange cruiser var avanceret udstyret med blandt andet carbonrig, bomrulle til storsejlet og hydrauliske systemer til rigjustering – løsninger der gjorde det muligt at håndtere en stor yacht med meget lille besætning.
“Byggekvaliteten var helt i top. Ejeren vidste præcis, hvordan båden skulle sejles,” sagde dommer Gerry Douglas senere i dommernes evaluering.
Ulykken på vej fra Bermuda
Tragedien indtraf i juni 2022 under en passage fra Bermuda mod Nova Scotia i hårdt vejr.
Hvad skete der?
Ulykken med sejlbåden CNB 66 Escape skete under en passage fra Bermuda mod Nova Scotia i hårdt vejr.
Escape er en stor og teknisk avanceret langtursbåd med kraftig rig og omfattende elektrisk betjening af spil, rulleforstag og bomrulle til storsejlet. Ombord var ejerne Karl og Annemarie Frank samt to ekstra besætningsmedlemmer, der var taget med netop fordi turen nordpå kan være krævende – selv om sommeren.
Undervejs løb båden ind i kulingstyrke, som ikke var varslet i vejrudsigten. Under en rebemanøvre gik noget galt: bommen kom ud af kontrol, og storskødet ramte først Annemarie Frank. Da Karl Frank forsøgte at hjælpe hende, blev også han ramt af den hårdt belastede skøde.
Begge blev alvorligt kvæstet.
En helikopter fra United States Coast Guard gennemførte efterfølgende en dramatisk redningsaktion og fik de to sejlere evakueret fra båden. Trods redningsindsatsen døde begge af deres skader, før de nåede frem til hospital.
De to øvrige besætningsmedlemmer forsøgte i mellemtiden at stabilisere situationen om bord, indtil også de blev taget op af et kystvagtskib. Båden blev efterfølgende forladt til havs.
En påmindelse til alle sejlere
Videoen fra Sailing Zingaro gennemgår især håndteringen af bom og bom-sikring – en såkaldt preventer – under sejlads for vinden. Ifølge analysen er det sjældent én dramatisk fejl, der fører til ulykker offshore.
“Offshore-sejlads går sjældent galt på grund af én enkelt fejl. Det sker, når belastning, vejr, træthed og små beslutninger langsomt bygger pres op,” lyder konklusionen.
Historien om Escape bliver derfor brugt som en brutal, men vigtig påmindelse i sejlerkredse.
-Hvis det kunne ske for et så erfarent par som Franks, kan det i princippet ske for enhver langturssejler.
Manden bag videoen:
Bag videoen står den amerikanske langturssejler James Evenson, der driver YouTube-kanalen Sailing Zingaro.
Evenson er tidligere navigatør i den amerikanske ubådstjeneste og har sejlet titusindvis af sømil offshore.
På kanalen analyserer han ulykker, beslutninger og praktisk sømandskab med fokus på at hæve niveauet for sikker oceansejlads





