Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Dan Cort Jørgensen (i midten) fra Danske Tursejlere er kåret som Årets Instruktør 2026 af Søsportens Sikkerhedsråd. Kim Bork Mathiesen og Karl Johan Andersen blev hædret med henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Dan Cort Jørgensen hædret for sin indsats for sikkerheden til søs

Dan Cort Jørgensen fra Danske Tursejlere er kåret som Årets Instruktør 2026 af Søsportens Sikkerhedsråd. Kåringen sker i et rekordår, hvor frivillige instruktører har gennemført 101 sikkerhedsforedrag landet over. Kim Bork Mathiesen og Karl Johan Andersen blev også hædret.

Af Troels Lykke |

Frivillige instruktører spiller en vigtig rolle i arbejdet med at forebygge ulykker til søs. Hvert år besøger Søsportens Sikkerhedsråds instruktører sejlklubber og foreninger for at dele viden om sikkerhed, udstyr og godt sømandskab.

I 2026 har instruktørerne sat rekord med 101 foredrag på kalenderen, det højeste antal nogensinde.

Indsatsen blev hyldet ved Søsportens Sikkerhedsråds årlige Instruktørdøgn, hvor Dan Cort Jørgensen, modtog prisen som Årets Instruktør.

Engageret i sikkerhed på flere fronter

Dan Cort Jørgensen fra Hvalpsund blev hædret for sin store indsats med foredrag og uddannelse af nye instruktører.

Han er samtidig bestyrelsesmedlem i Danske Tursejlere og organisationens repræsentant i Søsportens Sikkerhedsråd.

- Dan er et godt eksempel på en frivillig ildsjæl, som brænder for at dele sin viden med andre, og som gør en forskel både når han står foran en forsamling i en sejlklub, og når han er med til at drive sikkerhedsdagsordenen fremad, siger Martin Wagner, projektleder i Søsportens Sikkerhedsråd.

Hos Danske Tursejlere glæder direktør Sune Abelgren Olsen sig over kåringen.

- Søsikkerhed skabes ikke af én forening alene, men gennem fælles indsatser og engagement fra de mange aktører, der arbejder for et tryggere liv på vandet, siger han.

Kim og Karl Johan også hædret

Andenpladsen gik til Kim Bork Mathiesen, der sammen med instruktørkollegaen Arne er kendt som »Den Sønderjyske Duo«. De har gennem året arbejdet aktivt med foredrag og kontakt til sejlklubber.

Tredjepladsen gik til Karl Johan Andersen, der med 13 sikkerhedsforedrag var årets mest aktive instruktør målt på antal foredrag. Det er femte gang, han modtager en medalje for sin frivillige indsats.

Fokus på solosejlads og mand over bord

Årets Instruktørdøgn havde forberedelse som gennemgående tema. Deltagerne fik blandt andet inspiration om solosejlads, motorproblemer, førstehjælp og ny teknologi, der kan hjælpe ved mand-over-bord-ulykker.

- Det er en fornøjelse at se, hvor meget vores instruktører lægger i opgaven. De bruger deres fritid på at tage ud og møde sejlere i hele landet, fordi de gerne vil være med til at forebygge ulykker, siger Martin Wagner.

Gratis sikkerhedsforedrag i sejlklubberne

Sejlklubber og havne kan gratis få besøg af en instruktør fra Søsportens Sikkerhedsråd.

Læs mere og bestil et foredrag på www.soesport.dk/indsatsen/moed-instruktoererne.

content-loader
content-loader