Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Lynæs 18eren hedder Sonja fra Sydhavnen og blev købt for blot 10.000 kroner. Foto: Kenn Boe Hansen
Kapsejlads
Siden købet har han sat båden i stand, og som det næsten er blevet en tradition i Kløvedal-familien, er stævnen udsmykket med en smuk påmalet galionsfigur. Foto: Erik Stannow, Helsingør Sejlklub

Emil Midé Erichsen sejler Sjælland Rundt i en 18 fods Lynæs Senior

105 både startede i dag torsdag på den 80. udgave af Sjælland Rundt. Blandt deltagerne er eventyrsejleren Emil Midé Erichsen, der har valgt at sejle kapsejladsen i en 18 fods Lynæs Senior købt for blot 10.000 kroner. Sejlerne blev sendt sydpå, styrbord om Sjælland. Se tractrac.

Af Troels Lykke |

Blandt deltagerne i Sjælland Rundt, hvor 105 både startede i dag torsdag, finder man et af dansk sejlsports mest kendte navne. Eventyrsejler, tv-vært, forfatter og foredragsholder Emil Midé Erichsen, der deltager sammen med tre venner.

De fire sejlere har valgt at stille op i feltets mindste båd, en Lynæs Senior på blot 18 fod – cirka 5,5 meter lang.

– Ja, jeg skal med i år. I et pragtfuldt lille fartøj. Det bliver min anden tur rundt. Jeg sejlede rundt første gang, da jeg var 12-13 år, fortæller Emil Midé Erichsen til Helsingør Dagblad.

Se kort video fra starten

Købt for 10.000 kroner

Båden hedder Sonja fra Sydhavnen og blev købt for blot 10.000 kroner.

– Omtrent det samme, som en telefon koster, siger Emil Midé Erichsen.

Siden købet har han sat båden i stand, og som det næsten er blevet en tradition i Kløvedal-familien, er stævnen udsmykket med en smuk påmalet galionsfigur.

Pladsen om bord bliver begrænset for de fire venner under den lange tur rundt om Sjælland, men komfort er ikke det vigtigste mål.

Ikke for at vinde

Forventningerne til resultatet er beskedne.

– Jeg er ret sikker på, at vi er den mindste båd i år. Og jeg er også ret sikker på, at vi er den langsomste båd, så hvis vi når det inden for tidsgrænsen, som er søndag eftermiddag klokken 15, så er vi glade.

Se video, hvor Emil Midé Erichsen, hvor han bliver interviewet af Helsingør Dagblad

Bådtype med verdensry

Selvom Lynæs Senior er blandt de mindste både i feltet, har bådtypen en bemærkelsesværdig historie.

Eventyrsejleren Svend Billesbølle gennemførte mellem 1988 og 1995 sin anden jordomsejling i en Lynæs Senior ved navn Stormy II. Dermed blev den lille danske bådtype kendt langt uden for landets grænser.

Svend Billesbølle døde i 2013, og hans berømte båd kan i dag ses på Danmarks Museum for Lystsejlads i Svendborg.

Sjælland Rundt betyder noget særligt

For Emil Midé Erichsen handler deltagelsen også om respekt for en af dansk sejlsports stærkeste traditioner.

– I sejler-Danmark er det jo et af de ældste tilbagevendende initiativer. Jeg elsker konceptet, og det, at det har været sejlet i 80 år nu, synes jeg bare er fantastisk.

Kan inspirere flere til at komme på vandet

Erik Stannow fra Helsingør Sejlklub ser også en vigtig pointe i, at en af landets mest kendte sejlere vælger en lille og billig båd frem for en dyr kapsejladsmaskine.

– Budskabet om, at man kan komme ud og sejle for små penge, og at fokus kan være på at få fede oplevelser på vandet, tror jeg meget på. Han kan gøre en masse godt for at aktivere unge og nogle af de gamle både, der ikke bruges. Det er en super vigtig vinkel for alle, der ønsker, at sejlsporten trives, siger Erik Stannow til minbaad.dk.

Følg bådene på TracTrac -   se også stævneside

Kilde. Helsingør Dagblad

content-loader
content-loader