Vendée Globe-vinderen Dalin tabte kampen mod kræft som 42-årig
Den franske sejlerstjerne Charlie Dalin, der i 2025 skrev sig ind i sejlsportens historie med en rekordsejr i Vendée Globe, er død efter længere tids kræftsygdom.Dalin gennemførte den legendariske soloomsejling af kloden på blot 64 dage og 19 timer, der var en ny rekord.
Den internationale sejlsportsverden har mistet en af sine største profiler.
Den franske solosejler Charlie Dalin er død i en alder af 42 år efter længere tids kamp mod kræft. Det oplyste hans familie torsdag.
- Det er med stor sorg, at min familie og jeg meddeler, at min mand Charlie Dalin er gået bort efter længere tids sygdom, skrev hans hustru Perrine Le Pape i en meddelelse til AFP, skriver The Sun.
Dalin døde i Quimper i det vestlige Frankrig.
Vandt verdens hårdeste solosejlads trods kræft
Charlie Dalin opnåede sin største sportslige triumf, da han i januar 2025 vandt Vendée Globe 2024-25 i sin IMOCA 60-båd Macif Santé Prévoyance.
Han gennemførte den legendariske soloomsejling af kloden på blot 64 dage, 19 timer og 22 minutter – en ny rekord, der forbedrede den tidligere rekord med omkring ti dage.
Først senere afslørede Dalin, at han under hele forløbet kæmpede mod en sjælden form for kræft, en gastrointestinal stromal tumor, som han havde fået konstateret i slutningen af 2023.
Diagnosen kom få dage før starten på den transatlantiske kapsejlads Transat Jacques Vabre. Han trak sig fra sejladsen for at gennemgå behandling, men vendte efter flere måneders behandling tilbage til havet.
Holdt sygdommen skjult
Dalin valgte i første omgang ikke at fortælle offentligheden om sin sygdom, men løbsledelsen kendte til sygdommen, erfarer minbaad.dk, der netop har været i Vendée, til starten på Vendée Artique Race mod Island.
Dalin frygtede, at åbenhed om kræftforløbet kunne skabe tvivl om hans mulighed for at deltage i sin anden Vendée Globe.
I stedet arbejdede han målrettet videre med træning og behandling, mens hans team tilpassede programmet til sygdomsforløbet.
Da lægerne i efteråret 2024 vurderede, at tumoren var stabil, fik han grønt lys til at stille til start.
Resultatet blev en af de mest imponerende præstationer i moderne offshore-sejlads.
Fra skuffelse til udødelighed
Ved Vendée Globe 2020-21 var Dalin den første båd over målstregen, men måtte se sejren gå til Yannick Bestaven, der modtog tidskompensation for sin deltagelse i redningen af en nødstedt konkurrent.
Fire år senere fik Dalin sin revanche.
Med præcis navigation og stærk bådhåndtering trak han afgørende fra rivalen Yoann Richomme i Det Indiske Ocean og sikrede sig den sejr, som mange mente, han havde fortjent allerede i 2021.
Ville hjælpe andre kræftramte
Efter triumfen udgav Dalin selvbiografien La Force du Destin (Skæbnens kraft), hvor han for første gang fortalte åbent om sygdommen og kampen for at vende tilbage til verdenseliten.
Han ønskede, at historien kunne give håb til andre mennesker med alvorlig sygdom.
I bogen beskrev han blandt andet, hvordan han stod på startlinjen til Vendée Globe med visheden om, at han året før havde ligget på hospitalet uden at vide, om han ville overleve.
- At stå på startlinjen var utroligt. Et år tidligere lå jeg på hospitalet og vidste ikke, om jeg ville overleve. At vinde løbet føltes som at have vundet to gange, sagde Dalin sidste år.
En af sin generations største sejlere
Charlie Dalin efterlader sig et markant aftryk på international sejlsport.
Han var uddannet ingeniør, kendt for sin analytiske tilgang til offshore-sejlads og blev af mange betragtet som en af de mest komplette IMOCA-sejlere i sin generation.
Hans rekordsejr i Vendée Globe vil stå som et af de mest bemærkelsesværdige kapitler i sejlsportens historie – ikke blot på grund af resultatet, men fordi den blev opnået samtidig med en kamp mod en livstruende sygdom.








