Solo jordomsejling i 19 fod: Mini Globe Race får sin første vinder
Schweiziske sejler Renaud Stitelmann krydsede, efter 24.000 sømil, dog med ophold, målstregen i Antigua den 7. marts efter 180 dage, 11 timer, 25 minutter og 57 sekunder alene på havet. 15 sejlere fra otte lande startede den 23. september 2025 fra Antigua i hjemmebyggede 19 fods krydsfinerbåde.
Den første udgave af Mini Globe Race er afsluttet – og dermed er en ny og opsigtsvækkende jordomsejling blevet en del af den internationale sejlsport.
Den schweiziske sejler Renaud Stitelmann krydsede målstregen i Antigua den 7. marts efter 180 dage, 11 timer, 25 minutter og 57 sekunder alene på havet. Dermed vandt han den første udgave af McIntyre Mini Globe Race og satte samtidig den første officielle rekord for en solojordomsejling i en ALMA Globe 580.
Stitelmann sejlede båden Capucinette og vandt samtlige etaper undervejs.
- Det er et historisk øjeblik for sejlerne. Mini Globe Race er et klassisk og krævende eventyr – ikke for sarte sjæle, siger løbets grundlægger Don McIntyre.
Jordomsejling i 19 fod
Mini Globe Race er en af de mest ekstreme udgaver af oceansejlads i nyere tid.
15 sejlere fra otte lande startede den 23. september 2025 fra Antigua i hjemmebyggede 19 fods krydsfinerbåde. Klassen er en éntype – ALMA Globe 580 – tegnet af den polske designer Janusz Maderski.
Bådene kan bygges af amatørsejlere over hele verden efter tegninger, der koster omkring 350 euro.
Feltet sejlede vestover rundt om jorden gennem alle verdenshavene – primært med vindror eller håndstyring. Undervejs oplevede sejlerne hårdt vejr i det Sydlige Ocean med bølger på op til syv meter.
Alligevel bestod bådene testen.
- Éntype-konceptet har bevist sin styrke. Ingen både fik strukturelle skader på hverken skrog, ror eller køl, siger Don McIntyre.
Topfarten blev målt til 17 knob, mens den bedste 24-timers distance lød på 219 sømil.
Rekorder og pionerer
Flere bemærkelsesværdige præstationer kom i kølvandet på løbet.
Den spanske sejler Pilar Pasanau blev nummer fire samlet og samtidig den første spanske kvinde til at sejle solo jorden rundt i så lille en båd.
Australske Dan Turner tog andenpladsen, mens britiske Keri Harris sluttede som nummer tre.
Britiske Jasmine Harrison er samtidig på vej mod endnu en rekord: Hun forventes at blive den første britiske kvinde til at sejle solo jorden rundt i så lille en sejlbåd.
I alt gennemførte 11 af de 15 startende sejlere. Ingen udgik på grund af bådenes konstruktion eller styrke. De fire udgåede stoppede af økonomiske eller helbredsmæssige årsager.
Inspireret af en klassiker
Mini Globe Race er skabt som en hyldest til den canadiske sejler John Guzzwell, der i 1955 sejlede ud i sin hjemmebyggede 20-fods træbåd Trekka. Tre år senere vendte han tilbage som den første til at sejle jorden rundt alene i en så lille båd.
Den første Mini Globe Race markerer 70-året for den bedrift.
Allerede nu planlægges næste udgave af kapsejladsen i 2029, hvor mere end 25 sejlere allerede har meldt sig.
- Vores motto er “Small boat – huge adventure”. Hvis drømmen er stærk nok, kan næsten enhver sejler være med, siger Don McIntyre.
De sidste deltagere forventes i mål i Antigua i løbet af de kommende dage. Den officielle præmieoverrækkelse finder sted den 20. marts.
Se mere med video og fotos: facebook.com/MiniGlobeRace
Ruten i Mini Globe Race -
Start og mål: Antigua, Caribien
Bådtype: ALMA Globe 580 (5,8 meter / ca. 19 fod)
Samlet distance: ca. 23.000–28.000 sømil
Besætning: Solo
Etaper: 4 hovedetaper med obligatoriske stop
Etape 1 – Antigua til Panama
Sejlerne starter i Antigua og sejler gennem Caribien til Panama. Her bliver bådene transporteret over land til Stillehavssiden.
Etape 2 – Panama til Fiji
Den længste strækning i løbet går tværs over Stillehavet via flere østop:
Panama – Marquesas – Tahiti – Tonga – Fiji.
Etape 3 – Fiji til Cape Town
Fra Fiji går turen videre mod vest via Australien og ud i Det Indiske Ocean:
Fiji – Darwin – Mauritius – Durban – Cape Town.
Etape 4 – Cape Town til Antigua
Sidste etape krydser Sydatlanten tilbage mod Caribien:
Cape Town – St. Helena – Recife – Antigua.








