Charter: Seks trin til en vellykket sejlerferie
Tag ud og se verden, mens du kan, lyder det fra dem, der har gjort det før, men en chartertur kræver mere planlægning end en almindelig ferie. Her er de vigtigste overvejelser før du kaster fortøjningerne, hvis fx vil sejle i Kroatien, Spanien, Grækenland eller helt i Caribien.
For mange sejlere opstår den samme tanke før eller siden: næste skridt. Lidt længere ud, lidt mere ansvar og lidt mere eventyr.
Drømmen kan være stor – måske en dag at sejle jorden rundt – men for de fleste begynder udviklingen mere jordnært. En charterferie, hvor man selv fører båden, er ofte første skridt fra kursus og weekendture til en længere tur til søs.
En uges charter kræver dog mere planlægning end en almindelig ferie. Valg af destination, bådtype, besætning og årstid spiller en afgørende rolle for, om turen bliver afslappende eller unødigt stressende.
Vælg et område der passer til erfaringen
Det første valg handler om destination. Sejladsområder varierer meget, både når det gælder vejr, afstande mellem havne og navigationsforhold.
For sejlere, der prøver charter for første gang, er det ofte en fordel at vælge et område med overskuelige forhold. Mange charterfirmaer opdeler faktisk deres destinationer i sværhedsgrader baseret på vindforhold, sejlafstande og adgang til sikre havne.
Middelhavet, Caribien, British Virgin Islands og Whitsundays i Australien er blandt de mest populære charterområder. Her er infrastrukturen tilpasset chartersejlere med gode havne, ankerpladser og charterbaser.
Uanset område er det en fordel at undersøge ruten på forhånd. Find havne, ankerpladser og seværdigheder og planlæg en fleksibel rute, der kan tilpasses vejret undervejs.
Den rigtige båd til besætningen
Valget af båd afhænger først og fremmest af besætningens størrelse og erfaring.
En traditionel enskrogsbåd er ofte billigere og giver en klassisk sejleroplevelse. Katamaraner tilbyder mere plads og stabilitet, men kræver også erfaring, fordi de manøvrerer anderledes og fylder mere i havne.
Ud over bådtypen bør man se på komforten om bord. Antallet af kahytter, badeværelser, pantry og plads i cockpittet får stor betydning for livet om bord i en uge.
Samtidig er det vigtigt at vælge et charterfirma med velholdte både og klare sikkerhedsprocedurer. I charterbranchen gælder ofte reglen: Man får, hvad man betaler for.
Sæsonen betyder mere end man tror
Vejret kan afgøre hele turen.
Undersøg temperatur, nedbør, vindmønstre og eventuelle storm- eller orkansæsoner. I Caribien spiller orkansæsonen eksempelvis en væsentlig rolle, mens Middelhavet i højsæsonen kan være præget af både kraftig varme og mange både.
Højsæson betyder travle havne og fyldte ankerpladser, men også flere åbne restauranter og marinaer. I ydersæsonen er der ofte mere plads, men til gengæld færre faciliteter, fortæller sejleren Zeke fra American Sailing, der her giver gode råd.
Den rigtige besætning
Besætningen er mindst lige så vigtig som båden. På en chartertur lever man tæt sammen i flere dage, deler opgaver og håndterer uforudsete situationer.
Derfor handler det ikke kun om sejlererfaring, men også om kemi.
Mange sejlere taler om de tre C’er: capability, compatibility og compromise. Besætningen skal have de nødvendige kompetencer, fungere socialt sammen og være villig til at gå på kompromis.
På den første chartertur kan det være en fordel at have mindst én erfaren gast eller styrmand om bord.
Planlæg provianteringen
Mad og drikke er en central del af livet om bord.
Pladsen i køleskab og skabe er begrænset, så det kræver lidt planlægning at få måltider og forsyninger til at række en hel uge.
Mange charterfirmaer tilbyder færdige provianteringspakker, men i mange områder er det også muligt at handle i lokale supermarkeder eller på markeder før afgang.
Tag sikkerheden alvorligt
Inden afgang gennemfører charterfirmaet normalt en grundig briefing om båden og sejladsområdet.
Her gennemgås bådens systemer, sikkerhedsudstyr og lokale navigationsforhold. Den briefing bør man tage alvorligt. Her får man ofte information om lokale farer, gode ankerpladser og anbefalede ruter.
Det er også vigtigt at kende placeringen af redningsveste, nødraketter og førstehjælpsudstyr – og at være fortrolig med navigationen i området.
For mange sejlere bliver den første chartertur et afgørende skridt videre i sejlerlivet. Her omsættes erfaring fra kurser og kortere ture til praksis – med ansvar for både rute, besætning og båd.
Du kan fx chartre en Jeanneau Sun Odyssey 379 på Tenerife for 13.861 kr. for en uge.
Kilde. American Sailing






