Høj Jensen-show i Gilleleje: Rivalerne blev statister
Ti-dobbelt verdensmester Claus Høj Jensen og besætningen leverede næsten det perfekte stævne i Gilleleje Open. I let vind, svære vindskift og stærk strøm sejlede konkurrenterne reelt kun om andenpladsen.
Der var klasseforskel i Gilleleje, da Eliteseriens sæsonpremiere blev afviklet i weekendens Gilleleje Open.
Den rutinerede H-bådsprofil Claus Høj Jensen leverede sammen med Frederik Dahl Hansen og ny gast om bord, Frederik Gersdorff Korsgaard, et stævne, hvor resten af feltet i perioder mest lignede statister i Høj Jensens show.
Efter fratræk af en tyvstart sluttede besætningen med fem tællende sejladser og fem point – en præstation, der i tennis ville blive kaldt at uddele æg.
I et felt, hvor mange ellers forventede tætte opgør, satte den sjællandske besætning sig tungt på stævnet fra start til slut.
Ekstra gear i bådfarten
Der blev sejlet i let og vanskelig vind med store skift gennem weekenden. Lørdag bød på 4 til 7 m/s, mens søndagen blev præget af blot 2 til 4 m/s. Samtidig havde strømmen stor betydning på banen, og flere besætninger blev fanget på de forkerte steder.
Men netop under de forhold viste Høj Jensen-besætningen et niveau over resten.
- Det er en kombination af fart, højde og taktik. Men det starter med farten. Når man lige har lidt mere fart end de andre, går der normalt ikke længe før man har et frit spor og plads til at slå frit og dermed vælge den side, man helst vil på. Og når man går godt og ikke er presset laver man også færre fejl, forklarer Claus Høj Jensen til bådpressen.
Den ti-dobbelte verdensmester mærkede hurtigt, at båden fungerede optimalt i sæsonpremieren.
- Så vi sad med den der fornemmelse af, at båden var glad for at være kommet i vandet og glad for at være kommet ud at sejle igen. Når man når dertil, så er det som om alting bare lykkes.
Strøm, en vigtig faktor i Gilleleje
Netop strømmen i Gilleleje blev en afgørende faktor gennem hele weekenden, hvor selv små fejl hurtigt blev dyre i den lette luft.
- Det er altid vigtigt at holde øje med strømmen i Gilleleje, siger Claus Høj Jensen.
Han peger især på den sidste sejlads som et eksempel på, hvor hurtigt tingene kunne vende.
- Et godt eksempel er den sidste sejlads, hvor vi kom ned til bundmærket som nummer fem, men der lå tre besætninger, som ikke rigtig havde fået glid i båden og som derfor blev sat nedad i banen, så vi nærmest bare kunne sejle uhindret indenom dem.
Også vindskiftene gav udfordringer for feltet.
I sidste sejlads blev Høj Jensen-besætningen tvunget væk fra deres oprindelige plan om at gå til venstre side af banen.
- Vi diskuterede situationen lidt og prøvede at blive hængende, men nåede hurtig frem til, at det ville koste for meget, så vi slog og blev på den måde lidt tvunget til højre. Og opkrydset endte så faktisk med et pænt stort højredrej, hvor vi kunne slå under den klump, vi mødte derude og så komme med op til toppen som 5’er første gang.
Kampen om resten af podiet
Mens førstepladsen aldrig for alvor blev spændende, var kampen om de øvrige podieplaceringer helt tæt.
Holbæk-besætningen DEN 494 med Andersen, Ebert, Jørgensen og Andersen sikrede sig sølv med 17 point efter en stærk afslutning på sidste sejlads.
Bronzen gik til DEN 533 med Scheel Nielsen, Toft og Friis fra Frem med 19 point – samme pointantal som både tyskerne Kausen, Funk og Eilhardt samt DEN 603 med Hermansen, Wilson og Andresen.
Her blev enkeltresultater afgørende i regnskabet. Se resultater
Se fotos fra stævet taget af Sailing.pics/Mogens Hansen
Næste stop er Struer
Eliteserien fortsætter den 21. og 22. juni i Struer.
Serien sejles i år i samarbejde med Gilleleje Sejlklub, Struer Sejlklub, Middelfart Sejlklub og Sønderborg Yacht Club, og alle stævner livestreames på Blue Channel.




