Gå til hoved-indhold
Store både
Nimbus Boats løfter sløret for den nye Sport Coupé 42.

Tilbage til 1968: Nimbus genopliver modelnavne med ny Sport Coupé 42

Svenske Nimbus vender tilbage til de oprindelige modelbetegnelser og understreger samtidig forskellen mellem sportslige daycruisere og de mere helårsorienterede Coupé-modeller

Af Troels Lykke |

Den svenske bådproducent Nimbus Boats skærper nu sin modelstrategi og genintroducerer de klassiske betegnelser Sport Cruiser og Coupé Cruiser. Samtidig løfter værftet sløret for den nye Sport Coupé 42, der bygger videre på de lukkede Nova-modeller.

Ifølge Nimbus er ambitionen at gøre det tydeligere for kunderne, hvad bådene er udviklet til.

Sport Coupé 42 kombinerer de sportslige sejlegenskaber fra Nova-serien med mere beskyttelse mod vejret og bedre muligheder for helårsbrug.

Bygger videre på Nova-serien

Den nye Sport Coupé 42 er udviklet med udgangspunkt i de lukkede Nova-varianter, som især blev kendt for at tilbyde hurtige og komfortable motorbåde med mere læ og bedre komfort i nordiske forhold.

Nimbus peger på, at bådtypen henvender sig til sejlere og motorbådsfolk, der ønsker en mere alsidig båd til både weekendture og længere ophold ombord.

- Nimbus har altid bygget to bådfamilier. De oprindelige kataloger kaldte dem Sportcruisers og Coupecruisers, fordi navnene fortalte kunderne, hvad bådene var designet til. Det nuværende program følger den samme logik, forklarer Jonas Göthberg, kommerciel direktør hos Nimbus Boats.

Coupé Cruiser-serien fortsætter

Nimbus’ Coupé Cruiser-serie består i dag af modellerne 305 Coupé, 365 Coupé, 405 Coupé og 495 Coupé.

Serien er udviklet til længere ture, cruising og ophold ombord med fokus på komfort, beskyttelse og praktiske løsninger til nordiske farvande.

Nimbus understreger samtidig, at navnestrukturen ikke er ny, men tværtimod går helt tilbage til værftets begyndelse.

Tilbage til rødderne fra 1968

I et Nimbus-katalog fra 1985 beskrev medstifter Lars Wiklund værftets filosofi således:

- Vi designer, producerer og markedsfører 26-34 fods familie- og langturscruisere samt 21-28 fods daycruisere.

Ifølge Nimbus er den samme grundtanke fortsat gældende i 2026-programmet.

- Sport Cruiser og Coupé Cruiser er de navne, bådene altid har haft. Designfilosofien har været konsekvent siden 1968. Navngivningen fortæller nu tydeligere den historie. Mere vil følge i samme retning, siger Nimbus Groups direktør Johan Inden.

I Danmark forhandles Nimbus af Siim Båd & Motor.

content-loader
content-loader