Hård vind gav rekordhurtig sejlads til Samsø i AFI 2Star Race
De 90 tomandsbesætninger fik en våd og blæsende tur fra Aarhus til Ballen. Søndag venter anden etape tilbage mod Aarhus. Stemingen er høj i Ballen Havn efter målgang, en Melges 20 med Søren Junker Nielsen og bror fører efter DH. Dragonfly 28 kom først til Samsø. Se Brøgger-galleri.
AFI 2Star Race fik lørdag den start, mange havde forventet. Frisk til hård sydvestlig vind og bygevejr satte de tohåndssejlende besætninger på prøve på første ben fra Aarhus til Ballen på Samsø.
Ifølge stævneleder Kenneth Meier-Andersen fra Aarhus Sejlklub blev det en af de hurtigste ture til Samsø, han har oplevet.
- I de ni år, jeg har været stævneleder, har jeg ikke oplevet, at sejlerne har været så tidligt i mål i Ballen, fortæller Kenneth Meier-Andersen til minbaad.dk.
Slæk på skøderne mod Sletterhage
Som i de fleste tidligere udgaver af AFI 2Star Race blev banen lagt med Samsø om bagbord.
Fra starten i Aarhus kunne besætningerne sætte kurs mod Sletterhage med godt slæk på skøderne i en sydvestlig vind på mellem 8 og 19 m/s. Men de mørke skyer i horisonten varslede mere udfordrende forhold.
Flere kraftige byger passerede feltet undervejs og bragte både regn og ekstra vind med sig. Da bådene nåede ned langs Samsøs østkyst, drejede sejladsen over i kryds, og vinden stabiliserede sig mellem 10 og 15 m/s.
Det gav en fysisk krævende afslutning på dagens etape, hvor både besætninger og materiel blev testet.
Moleøl og højt humør i Ballen
Trods de barske forhold på vandet var stemningen høj, da sejlerne samledes i Ballen Havn efter målgang.
Her ventede den traditionelle moleøl, sponsoreret af Helly Hansen, ligesom der blev trukket lod om præmier fra både Helly Hansen og Ullman Sails.
Efter en lang dag på vandet var der derfor også tid til at udveksle oplevelser fra en sejlads, der bød på både hård vind, regnbyger og høj fart.
Dragonfly først i mål
Det blev trimaranen Dragonfly 28 Performance Elmo, der tog Line Honors som første båd over målstregen i Ballen.
I den samlede stilling efter lørdagens etape ligger Melges 20-båden GT Sailing på førstepladsen. Skipper om bord Søren Junker Nielsen, ny direktør for Dansk Marine Center, sammen med sin bror ejer de Melges 20eren. I morgen skal de forsvare førstepladsen overalt. Lige efter dem ligger en Folkebåd, der vil elske kryds hjem til Aarhus i morgen, hvis det blæser.
- Vi var oppe at logge 14 knob, det har været en sjov sejlads nord om Samsø og arrangementet er virkelig godt, siger 53-årige Søren Junker Nielsen til minbaad.dk.
Søndag morgen går starten på anden og afgørende etape tilbage mod Aarhus, hvor den samlede vinder af årets AFI 2Star Race skal findes. Med udsigt til fortsat frisk vind kan der stadig ske forskydninger i toppen af resultatlisten.








