Seldén lancerer alu-rullebom til sejlbåde op til 40 fod
Efter 45 års erfaring med rullesystemer til sejlbåde lancerer svenske Seldén en helt ny rullebom, IBF – In-Boom Furling. Den fås både manuelt og elektrisk og skal gøre håndteringen af storsejlet lettere. Verdenspremieren finder sted på METS-udstillingen i Amsterdam i næste uge. Se prisen her.
Den svenske mast- og rigproducent Seldén udvider nu sit sortiment med en rullebom, der gør det muligt at rulle storsejlet vandret ind i bommen i stedet for lodret ind i masten.
Den nye Seldén IBF er udviklet til sejlbåde op til 40 fod og bygger på producentens mangeårige erfaringer med blandt andet Furlex-rullesystemer, CX-systemer til Code 0 og gennakere samt traditionelle rullemaster.
Rullebommen bliver præsenteret for første gang på den internationale marineudstilling METSTRADE i Amsterdam fra 17. til 19. november 2026.
Skal gøre sejladsen lettere for små besætninger
Ifølge Mats-Uno Fredrikson, marketingchef hos Seldén, er målet at gøre det lettere at sætte, rebe og bjærge storsejlet, også når man kun er to om bord.
- Det handler om at gøre det muligt for en lille besætning nemt at tilpasse sejlarealet. Med vores lange erfaring inden for produktion af master og bomme i aluminium har vi valgt en ekstruderet og konisk aluminiumsprofil til den nye rullebom, fortæller Mats-Uno Fredrikson til bådpressen.
Han understreger, at valget mellem en rullebom og en rullemast i høj grad handler om sejlerens egne præferencer.
Med en rullebom kan man benytte et storsejl med sejlpinde og en mere traditionel sejlfacon, hvilket kan være en fordel for sejlere, der lægger vægt på sejlegenskaberne.
Elektrisk version med to hastigheder
Seldén IBF kommer i to udgaver.
Den manuelle version betjenes med en endeløs line, der føres tilbage til et spil i cockpittet. En låsemekanisme på rulletromlen skal sikre kontrolleret indrulning og forhindre, at sejlet utilsigtet ruller ud.







