Seks U-DM mestre kåret efter svær weekend på Øresund
Let vind og kraftig strøm pressede både sejlere og banelederne ved Dansk Sejlunions Ungdoms-DM hos KDY. Trods vanskelige forhold lykkedes det at gennemføre størstedelen af programmet og kåre danske mestre i alle seks klasser.
Der skulle både tålmodighed, koncentration og gode taktiske beslutninger til på Øresund, da unge sejlere fra hele landet i weekenden var samlet til Dansk Sejlunions Ungdoms-DM hos KDY.
Vejrudsigten havde på forhånd skabt bekymring, og især søndag blev sejlerne udfordret af meget let vind kombineret med kraftig medstrøm på banerne.
Særligt på ILCA-banen gjorde forholdene det vanskeligt at få sejladserne gennemført.
Baneteamet fik meget ud af lidt
Trods de vanskelige forhold lykkedes det de frivillige på banerne at gennemføre langt størstedelen af de planlagte sejladser.
- Jeg var en anelse bekymret, da vi mødte op i fredags og kiggede på vejrudsigten. Men baneteamet har gjort et virkelig godt stykke arbejde og fået gennemført langt de fleste af de planlagte sejladser i alle klasser. Så helt overordnet har vi fået meget ud af lidt, siger Peter Lübeck, Principal Race Officer ved Ungdoms-DM.
Efter weekendens sejladser kunne de nye danske ungdomsmestre dermed kåres i alle seks klasser.
Ungdoms-DM er mere end medaljer
Mesterskabet handler dog ikke alene om placeringerne på vandet. Med mange unge sejlere og deres familier samlet på havnen er Ungdoms-DM også et af årets store mødesteder for dansk ungdomssejlsport.
KDY havde gennem hele weekenden sørget for aktiviteter på land med blandt andet hoppeborg, VR-sejlads, popcorn og bålfade med ristning af skumfiduser.
Også de mindre søskende blev aktiveret, mens sejlerne kæmpede om medaljerne. Dansk Sejlunion stod blandt andet for et orienteringsløb rundt på havnen.
Frivillige fra fire klubber løftede stævnet
Stævnet blev gennemført med hjælp fra en stor gruppe frivillige fra KDY, Hellerup Sejlklub, Vedbæk Sejlklub og Sejlcenter Nivå samt Dansk Sejlunion.
- Det har været en rigtig god weekend. Det vigtigste er at se de unge have det sjovt og mærke deres glæde ved at være på vandet. Samtidig har det været fantastisk at opleve samarbejdet mellem de mange frivillige fra fire klubber og Dansk Sejlunion. Det er dem, der får sådan et stævne til at lykkes, siger Tomas Dyrbye, stævneleder fra KDY.






