Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Forventningerne til stævnet er høje, og arrangørerne håber på at samle omkring 200 besætninger til en stærk sejlsportsweekend i Kaløvig. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads
Kapsejlads

Forårsklassiker Aarhus Spring Regatta venter 200 joller

For femte år i træk inviteres til ’Aarhus Spring Regatta’ i Kaløvig. Forårsklassikeren har fundet sit fodfæste i den danske sejlsportskalender og arrangørerne er yderst tilfredse med den stærke start på tilmeldingen til årets første DS Grand Prix. Tilmeldingerne vælter ind også fra Tyskland.

Af Troels Lykke |

"Vi er selvfølgelig enormt glade for den store interesse, vi allerede oplever. At vi allerede nu har fået over 100 registreringer, er meget positivt på så tidligt et tidspunkt, og det lover rigtig godt for stævnet," siger Helle Wilkens, stævneleder i Kaløvig Bådelaug, hvor over 100 besætninger er tilmeldt.

Udenlandsk interesse

Særligt i ILCA-klassen er der noget at hæfte sig ved. Her er der kommet ikke mindre end 27 tyske tilmeldte, hvilket understreger, at Aarhus Spring Regatta også tiltrækker opmærksomhed fra udlandet. I hvert fald i 2026.

Den internationale interesse kan meget vel hænge sammen med, at ILCA4&6 Ungdoms-VM afholdes i Aarhus Internationale Sejlsportscenter i august.

For flere af de udenlandske sejlere kan Aarhus Spring Regatta derfor være en oplagt mulighed for at komme til området i god tid, få erfaring med forholdene og teste vandene frem mod sommerens verdensmesterskab.

Høje forventninger og nyt klubhus

Forventningerne til stævnet er høje, og arrangørerne håber på at samle omkring 200 besætninger til en stærk sejlsportsweekend i Kaløvig.

"Først og fremmest håber vi på en fantastisk weekend i Kaløvig med gode sejladser, stærkt sammenhold og en rigtig god oplevelse for alle sejlere og familier. Derefter håber vi på at komme op omkring de 200 tilmeldte besætninger" siger Helle Wilkens.

Forårsklassikeren ’Aarhus Spring Regatta’ afholdes over weekenden 9.-10. maj fra Kaløvig Havn, og når der ikke konkurreres på vand, hygges der på land med spisning, socialt samvær og røverhistorier fra Aarhusbugten. Dette kan blandt andet gøres i Kaløvig Bådelaugs nye klubhus, som ugen forinden er blevet indviet.

Tilmeldingen er åben

Man kan stadig nå at melde sig til, og arrangørerne opfordrer interesserede sejlere til at sikre sig en plads allerede nu.

Registrering: Manage2Sail – Aarhus Spring Regatta 2026

content-loader
content-loader