Gå til hoved-indhold
Tur
Tur

Linn, Erik og gravhunden droppede karrieren i Stockholm – nu sejler de til Napoleons eksilø

Linn og Erik er i begyndelsen af 30'erne og har byttet kontorlivet i Stockholm ud med livet om bord på en 45 fods Beneteau Oceanis. Sammen med gravhunden Nora sejler de nu mellem italienske øer. I deres seneste video går turen til Elba, hvor Napoleon levede i eksil.

Af Troels Lykke |

De unge svenske sejlere Linn og Erik har gjort det, mange drømmer om. De har sagt farvel til deres faste arbejdsliv i Stockholm, lejet lejligheden ud og kastet fortøjningerne for at opleve Middelhavet fra deres egen sejlbåd.

Parret står bag YouTube-kanalen Sail & Doxie, hvor de deler oplevelserne fra deres langtur sammen med gravhunden Nora.

I den seneste video, der blev offentliggjort 11. oktober 2026, tager de seerne med gennem det toscanske øhav ud for Italiens vestkyst.

Tordenskyer på vej mod Elba

Sejladsen går fra den lille italienske ø Capraia til Elba, men undervejs trækker mørke tordenskyer op, og vejret bliver en udfordring for det svenske par.

På Elba besøger de havnebyen Portoferraio, hvor de går på opdagelse i de gamle gader og historiske fæstningsværker.

Øen er især kendt som stedet, hvor Napoleon Bonaparte blev sendt i eksil i 1814. Han opholdt sig her i knap ti måneder, inden han vendte tilbage til Frankrig.

Fra 33 fods sejlbåd til 45 fods Beneteau

Linn og Erik begyndte deres eventyr i en 33 fods sejlbåd fra 1980, som de senere solgte i Tyskland.

Derefter fulgte en Bavaria 37 fra 1999, inden de tog springet til deres nuværende flydende hjem, en Beneteau Oceanis på 45 fod fra 2016.

Herfra fortsætter de deres eventyr i Middelhavet med oplevelser, ankerpladser og livet om bord.

Deres YouTube-kanal har omkring 14.500 abonnenter. Seneste video er set af over 184.000 på kun tre dage.

Se videoen fra Elba

I videoen øverst i artiklen kan du følge Linn, Erik og gravhunden Nora på sejladsen gennem det italienske øhav, hvor både tordenskyer, smukke ankerpladser og historien om Napoleon venter.

Følg dem også på facebook

Fra kontorjob i Stockholm til langturssejlads

Linn og Erik er nygifte og kommer fra Stockholm, hvor Erik arbejdede med finans, mens Linn var beskæftiget med marketing. Efter en tre måneder lang rygsækrejse i Syd- og Mellemamerika fik de lyst til at ændre deres liv.

I juni 2025 stævnede de ud i en Beason 33 fra 1980 sammen med gravhunden Nora. Men allerede i Danmark indså de, at båden ikke var velegnet til deres langtur. De solgte den og købte en Bavaria 37 fra 1999.

Den 1. april 2026 nåede de Middelhavet efter mange oplevelser undervejs. I dag sejler de videre i en 45 fods Beneteau Oceanis fra 2016.

Parret foretrækker at sejle langsomt med god tid til at udforske små havne og ankerpladser. Eventyret kan følges på YouTube-kanalen Sail & Doxie. - de sælger også ting fra deres hjemmeside: Sail & Doxie | Sailing Guides, Nautical Apparel & Accessories

 

content-loader
content-loader