Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Kort Nyt

Ny Sirena 42 meter superyacht med gårdhave og beach club på 71 m²

Tyrkiske Sirena Yachts, der i Danmark repræsenteres af Yachtbasen i Marselisborg ved Aarhus, har præsenteret sit hidtil største flagskib. Den 42 meter lange Sirena 42M byder på fire dæk, fem kahytter, en privat terrasse ved ejerkahytten og en beach club, på 71 m². Pris før moms: 179 mio. kr.

Af Troels Lykke |

Sirena Yachts tager nu et stort skridt ind på markedet for superyachts. På Monaco Yacht Show i september 2026 havde værftets nye flagskib, Sirena 42M, verdenspremiere.

Med en længde på 42,23 meter og en bredde på 8,8 meter er der tale om den hidtil største yacht fra det tyrkiske værft.

Modellen er samtidig den første i en ny serie af superyachts, hvor Sirena også planlægger modeller på 35 og 50 meter.

Privat gårdhave midt på dækket

En af de mest opsigtsvækkende detaljer er den private terrasse foran ejerkahytten.

Her har den italienske designer Luca Vallebona skabt en slags åben gårdhave, hvor ejeren kan opholde sig afskærmet fra resten af bådens gæster.

Terrassen er indrettet med komfortable møbler, pergola og grønne planter. Store glasskydedøre forbinder området direkte med ejerkahytten, der strækker sig over hele bådens bredde.

Ejerafdelingen har desuden eget kontor, påklædningsrum og badeværelse.

Beach club på 71 kvadratmeter

Agter findes endnu et af yachtens højdepunkter.

En stor beach club tæt ved vandlinjen kan udvides fra omkring 61 til 71 m², når sideplatformene foldes ned.

Det giver et stort opholdsområde med direkte adgang til vandet, hvor gæsterne kan bade, slappe af og opholde sig tæt på havet.

Store glaspartier og åbne forbindelser mellem inde- og udeområderne er gennemgående i yachtens indretning.

Interiøret er udviklet af designstudiet Hot Lab, mens hollandske Van Oossanen har stået for skrogkonstruktionen.

Bygget til lange rejser

Sirena 42M er ikke udviklet som en hurtig sportsyacht, men som en komfortabel langtursyacht med et effektivt skrog.

Ifølge værftets oplysninger er marchfarten omkring 10 knob, mens topfarten er cirka 15,5 knob.

Rækkevidden er opgivet til omkring 4.000 sømil ved 10 knob. Det svarer til cirka 7.400 kilometer og gør det muligt at gennemføre lange sejladser uden hyppige tankstop.

Yachten har plads til op til 12 gæster fordelt på fem kahytter samt en besætning på op til ni personer.

Sirena har dansk importør i Marselisborg

Sirena Yachts repræsenteres i Danmark af Yachtbasen, der har showroom på Marselisborg Havn ved Aarhus.

Her har virksomheden blandt andet præsenteret Sirena 48 og Sirena 60.

Motorbaadsnyt.dk har tidligere testet Sirena 60 på Aarhus Bugt, hvor den luksuriøse motorbåd havde en pris på omkring 23 mio. kroner.

Med den nye 42 meter superyacht bevæger Sirena sig op i en helt anden størrelse og prisklasse.

- Vi er utrolig stolte over at præsentere Sirena 42M som vores nye flagskib. Denne yacht markerer en vigtig milepæl for værftet og er resultatet af mange års erfaring, investeringer og målrettet arbejde fra hele vores team, siger Cagin Genc, administrerende direktør for Sirena Marine, i værftets pressemeddelelse.

Den nye Sirena 42M er udbudt til knap 24 mio. euro, svarende til omkring 179 mio. kroner uden moms, kunne man se på Monaco udstillingen. Med dansk moms når prisen op på cirka 224 mio. kroner. Dermed bevæger det tyrkiske værft sig ind i den absolutte luksusklasse.

Tekniske data – Sirena 42M

  • Længde: 42,23 meter

  • Bredde: 8,80 meter

  • Dybgang: Cirka 2,55 meter ved fuld last

  • Dæk: Fire

  • Kahytter: Fem gæstekahytter

  • Gæster: Op til 12 personer

  • Besætning: Op til ni personer

  • Marchfart: Cirka 10 knob

  • Topfart: Cirka 15,5 knob

  • Rækkevidde: Cirka 4.000 sømil ved 10 knob

  • Beach club: Op til 71 m²

  • Skrog: Stål

  • Overbygning: Aluminium

  • Design: Luca Vallebona

  • Interiør: Hot Lab

  • Skrogdesign: Van Oossanen

  • Dansk forhandler: Yachtbasen, Marselisborg, Aarhus

  • Hjemmeside: www.56north.dk - læs mere om båden: Sirena Superyachts 42M 

content-loader
content-loader