Bådliv på Budget: Når en sailor går i land – i hvert fald for en stund

Anders Steen fra Vallensbæk Havn skriver:

Det der med at rejse over land er en helt ny disciplin for mig, og jeg glæder mig som en vanvittig.

Jeg rejser nu. Og inden nogen når at tænke, at der bliver stille her på Minbaad hen over vinteren, kan jeg lige så godt sige det, som det er: du slipper ikke helt for mig. Jeg har snydt lidt. Lidt ligesom en tv-kok, der har forberedt retterne, før kameraet bliver tændt.

Mens jeg er væk, vil der fortsat dukke indlæg op herinde. Blandt andet om cementbåden, der efter 15 år i vandet skulle på land, og om B31’eren, der bliver klargjort og sejlet fra Hundested til Helsingborg. De er skrevet på forhånd, mens jeg stadig er her, og de udkommer løbende, mens jeg bevæger mig et andet sted hen.

Hvem er jeg egentlig – set fra Minbaad?

Hvis du er trofast læser her på Minbaad, så kender du mig. Måske som ham tossen med cementbåden, eller ham med mini transat’en der sejlede ind i et skær og mistede kølen, ham med katamaranen der drøner rundt i Køge Bugt, eller ham der sammen med 5000 andre sejlere insisterer på, at man godt kan leve et lykkeligt bådliv på et stramt budget.

Et liv, der blev skrællet ned

Selv kender jeg mig som ham, der engang levede et liv i materialistisk overflod, men opgav det – eller rettere sagt måtte opgive det. Jeg var ved at etablere en karriere i den finansielle sektor, men måtte sande at den vej ikke var den rigtige for mig da jeg blev sygemeldt på grund af stress.

I årene der fulgte skilte jeg mig af med stort set alle mine ejendele og startede forfra i en motorsejler til 25.000 kr, der havde stået på en nedlagt minkfarm i 20 år.

Jeg elskede letheden og simpliciteten i at have så lidt.

Fra få ejendele til mange både

Men i årene der er gået siden jeg boede i Skovshoved Havn i 2019, har jeg raget til mig endnu en gang. Denne gang er det ikke sportsvogne, gammel rødvin og golfkøller, men derimod gamle ramponerede både fra 70’erne.

I skrivende stund tæller min personlige flåde følgende: en Fijian 47, en B31, en Hirondelle 23, en mini transat, to mindre ribbåde og – hvis jeg ikke tager meget fejl – en halvpart i en Elvstrøm 38 inden vinteren er omme.

Hver båd har sin egen historie og har været eller er en del af en drøm. De fleste af dem kan du læse om her på Minbaad.

Når drømme også har vægt

Men det er også anstrengende at have så mange både. For mens de alle sammen sådan objektivt set var/er gode handler, ja så koster de også kroner/kronar, blod, sved, tårer – men værst af alt, til tider min nattero, der går med grublerier.

Hvor kan de ligge, hvilke havne kan løfte dem. Katamaranen koster to pladser på grund af bredden, cementbåden vejer 23.33 tons. Det er altså lidt mere komplekst end en simpel motorsejler på 25 fod.

Østen, roen og rejsens kald

Siden jeg blev sygemeldt med stress for første gang i 2012, har jeg været fascineret af Østens tilgang til at have det godt indeni. Særligt tibetansk buddhisme har optaget mig over årene, og undervejs har der formet sig en drøm om at besøge Nepal og Indien.

I skrivende stund afslutter jeg min bachelor i socialpædagogik, som jeg har studeret de sidste tre år. Jeg rejser nu mod Himalaya, og planen er at bruge de kolde måneder på buddhistiske pilgrimssteder, hvide sandstrande og forhåbentlig hilse på en blåhval eller to.

Let bagage – og tung ballast

På mange måder rejser jeg med let bagage. Jeg er frigjort fra nogle af de lidelser, jeg kæmpede med for 12 år siden. Jeg er ikke længere stresset, jeg har fundet en mere bæredygtig måde at leve mit liv på, og jeg er ikke længere tynget af gæld.

Til gengæld har jeg seks både fordelt på 2 lande med ca. 600 km i mellem , og det er faktisk en omend selvskabt, så helt reel tyngde at bære rundt på.

Når jeg kommer hjem

Så en del af de refleksioner, som jeg håber rejsen vil bibringe, kommer også til at blive en afvejning af, om jeg skal lave en omrokering af mit bådliv, når jeg kommer hjem. Indtil da fortsætter historierne herinde.

Tak fordi du har læst, og læser med – og rigtig god vinter.

Kh
Anders