Taktiker Aschnbrenner vinder ORC-VM klasse 0 på TP52er
32-årige Joachim Aschenbrenner havde kæmpe pres på sig for at føre den amerikanske TP52 Summerstorm til samlet sejr ved ORC-VM i Napoli og Sorrento i Italien, men efter en intens finale lykkedes det Summerstorm at holde konkurrenterne bag sig. Interview med Ashenbrenner
Den amerikanske TP52’er, ejet af Andrew Berdon, havde blandt andre Volvo Ocean Race-profilen Stu Bannatyne om bord, mens Aschenbrenner stod for taktikken.
Starterne blev afgørende
Ifølge danskeren var fartforskellen mellem topbådene minimal gennem hele mesterskabet.
- ORC-VM på det her niveau kræver et enormt setup omkring både båd og hold. Der ligger måneder af forberedelse bag, hvor man arbejder med ORC-optimering, performance-analyse og opbygning af den rigtige sejlpakke. På Summerstorm havde vi omkring 20 sejl mellem forskellige storsejl, forsejl og spilere, så vi kunne være dækket ind til alle forhold. Samtidig handler det om at samle de bedste folk til hver position ombord, hvor vi på Summerstorm havde nogle af de bedste sejlere i verden med, forklarer Joachim Aschenbrenner til minbaad.dk.
- Under selve stævnet sejlede holdet båden virkelig godt både i lige linje og i boathandling. Fartforskellen mellem de fire førende både – Vudu, Rocketnikka, Django og os – var stort set ikke eksisterende. Fra start til første layline så man sjældent mere end en bådslængdes forskel mellem bådene og det skiftede lidt mellem den bådslængde gik til.
Derfor blev starterne helt afgørende.
- I mange af sejladserne blev starterne derfor helt afgørende, og der lykkedes vi generelt rigtig godt. Banerne gjorde taktikken vanskelig, fordi der ofte var læfordel på linjen samtidig med fordel ude til venstre på banen, men med kun fem-seks minutter til layline kunne man nemt blive låst til venstre, så det var en beslutning om man skulle gå efter fordelen eller satse på at kunne holde feltet til layline. På det område kom vi typisk afsted med gode beslutninger og i kombination med vores gode starter blev det en helt afgørende faktor for vores resultater.
Maksimalt pres før finaledagen
Summer Storm dominerede store dele af mesterskabet og vandt fem sejladser undervejs. Men et dramatisk coastal race ændrede stillingen før sidste dag.
- Helt specifikt så klarer vi ikke coastal racet særlig godt på trods af vi fører det indtil kort før mållinjen, hvor vi ender i et vindhul og må se hele feltet sejle på begge sider af os og ender 11 i mål som ikke kan fratrækkes. Efter at have vundet alle sejladser indtil da, var det pludselig et skift fra en komfortabel føring fra dag et til nu at være to point bag Nikkarocket og Vudu inden finaledagen.
Dermed stod holdet med ryggen mod muren.
- Vi kommer indtil sidste dag med maksimalt pres, hvor vi mere eller mindre skal vinde over begge hold i begge sejladser, som igen ikke rigtig giver nogle muligheder for at træde ved siden af fra min side. Vi kommer heldigvis stærkt ud på sidste dagen og holder takten fra de første dage og lykkedes med at holde dem bag os, siger Joachim Aschenbrenner.
Et enormt ansvar som taktiker
For den danske sejler var rollen som taktiker både intens og krævende.
- Det er utrolig sjovt at være taktiker på det her niveau, især når man har 14 52-fods både på samme bane. Niveauet er ekstremt højt, bådene er tætte på fart, og det gør, at alle situationer bliver intense og spændende.
- Samtidig er det også en stor ære at få den rolle på et hold med så mange erfarne sejlere. Der ligger enormt meget arbejde bag et ORC-VM, så man mærker selvfølgelig også presset undervejs. Som taktiker ved man, at 13 mand ombord følger hver eneste beslutning, og i de tætte situationer skal beslutningerne ofte tages meget hurtigt – både taktisk og for at undgå kollisioner som der er mange tætte kald på.
- Et par små fejl fra min side kan hurtigt koste mange måneders forberedelse, så man mærker klart ansvaret. Når det er sagt, så var det en stor fornøjelse at sejle med Summerstorm-holdet. Stemningen ombord var virkelig god, og holdet var meget opbakkende omkring beslutningerne hele vejen gennem stævnet, forklarer danskeren.
Millionbudget bag TP52-topsejlads
International topsejlads i TP52-klassen er samtidig en bekostelig affære.
- Det er ikke en billig sport slet ikke med den størrelse både, forklarer Aschenbrenner her til eftermiddag.
Budgettet til selve verdensmesterskabet vurderer Aschenbrenner til mellem 1,5 og 2 millioner kroner.
- Ja det løbet hurtigt op med et sejlhold på 14 mand, shorecrew, kok (fløjet ind fra USA), shipping af båd fra USA til Italien mv.
ORC-VM blev arrangeret af Circolo del Remo e della Vela Italia i samarbejde med Yacht Club Italiano i Genova og Reale Yacht Club Canottieri Savoia. Finaledagen bød på 15-17 knobs vestenvind med vindstød op mod 25 knob og bølger på op mod to meter.
Bag Summerstorm fulgte Vudu på andenpladsen, mens RocketNikka tog bronzen. Django WR sluttede mesterskabet stærkt af med to delsejre på sidste dagen.







