Dansk Sejlunion vil ændre OL-programmet i sejlsport
Flere medaljer, færre atleter og nye discipliner: Dansk Sejlunion vil gøre OL-sejlsporten mere enkel, billigere at deltage i og langt mere forståelig for publikum og medier frem mod 2032, fortæller formand for Dansk Sejlunion, Jens Rask. Forslaget er nu sendt til World Sailing-forbundet.
Dansk Sejlunion foreslår nu en række markante ændringer til det olympiske sejlsportsprogram frem mod OL 2032. Målet er at gøre sejlsporten mere relevant, bæredygtig og attraktiv for både atleter, publikum og medier.
Forslaget er sendt til World Sailing, hvor det nu indgår i den videre behandling af det fremtidige OL-program.
– Sejlsporten skal udvikle sig, hvis vi også i fremtiden skal være en stærk og relevant olympisk sport. Med vores forslag ønsker vi at gøre konkurrencerne mere spændende, økonomisk bæredygtige og lettere at forstå for publikum, siger formand for Dansk Sejlunion, Jens Rask i en pressemeddelelse.
Fire nye events foreslås
Dansk Sejlunion foreslår således at erstatte fire eksisterende OL-discipliner med nye konkurrencer. Konkurrencer der udgår: 470-jolle (mix), Nacra 17 Katamaran (mix) og Kite kvinder og mænd.
Nye konkurrencer foreslået af Dansk Sejlunion:
Mixed skiff i 49erFX
Herre singlehanded foil dinghy
Kvinde singlehanded foil dinghy
Mixed doublehanded dinghy, hvoraf en er parasportssejler
Forslaget lægger samtidig op til, at alle discipliner sejles på standardiseret udstyr stillet til rådighed af arrangøren.
– Det vil gøre det både billigere og mere retfærdigt at deltage. Samtidig gør det det lettere for flere nationer at være med på højeste niveau, forklarer Jens Rask.
Mere retfærdigt og mere spændende
Forslaget adresserer flere af de udfordringer, sejlsporten står overfor i olympisk sammenhæng. Antallet af deltagere skal reduceres, omkostningerne er stigende, og samtidig er der behov for mere publikumsvenlige konkurrencer.
Derfor lægger Dansk Sejlunion op til, at flere af de nye medaljediscipliner kvalificeres gennem top 8- eller top 12-placeringer i de eksisterende jolleevents under selve OL. Det skaber større dynamik i konkurrencerne og flere højdepunkter under legene.
– Vi ved, at sejlsporten skal reducere antallet af sejlere ved OL. Ved at bruge de eksisterende events som kvalifikation til de nye medaljeformater slår vi flere fluer med ét smæk. Vi reducerer antallet af atleter uden at miste potentielle madaljer, og samtidig giver vi de bedste sejlere mulighed for at konkurrere om flere medaljer, siger Jens Rask.
Derudover er et særligt element i forslaget introduktionen af en mixed disciplin med en parasportssejler.
– Sejlsporten er en af de få sportsgrene, hvor atleter med og uden fysisk handicap kan konkurrere sammen på lige vilkår. Det er en unik styrke, som vi gerne vil vise på den olympiske scene, siger Jens Rask.
Bæredygtighed og lavere omkostninger
Forslaget lægger vægt på bæredygtighed og lavere omkostninger. Ved at anvende standardiseret udstyr og genbruge både på tværs af discipliner reduceres både udgifter og ressourceforbrug.
Samtidig vil lodtrækning om både sikre lige vilkår for alle deltagere.
– Vi ønsker et mere enkelt og bæredygtigt setup, der samtidig gør konkurrencerne mere spændende og retfærdige, påpeger han.
Behandles nu af World Sailing
Forslaget er nu sendt til World Sailing, hvor det indgår i arbejdet med at fastlægge det olympiske sejlsportsprogram for OL 2032.
Dansk Sejlunion har udarbejdet forslaget i dialog med internationale udviklingstendenser og med fokus på sejlsportens langsigtede position i det olympiske program.
– Vi ønsker at bidrage konstruktivt til udviklingen af olympisk sejlsport. Det her er vores bud på, hvordan vi sikrer en stærk fremtid for vores sport, siger Jens Rask.
Nye discipliner forslag til 2032
Mixed skiff – 49erFX
En ny mixed disciplin, hvor en kvinde og en mand sejler sammen i en 49erFX. Besætningerne kvalificerer sig gennem de eksisterende skiff discipliner ved samme OL. Top 8 nationer fra henholdsvis herre og dame skiff kvalificerer en besætning til mixed konkurrencen, hvilket skaber ekstra spænding og flere medaljemuligheder under legene.
Singlehanded foil dinghy for mænd og kvinder
En ny foil disciplin for henholdsvis kvinder og mænd, hvor sejlerne kvalificerer sig gennem de eksisterende singlehanded jolle discipliner (ILCA 6 og 7) ved OL. Toppen af ILCA-felterne går videre til foil finalen. Disciplinen skal fremhæve fart, styrke og publikumsvenlig sejlads og udfordrer de bedste sejlere i forskellige bådtyper.
Mixed doublehanded dinghy med parasportssejler
En ny mixed disciplin, hvor en kvinde og en mand sejler sammen, og hvor den ene sejler har parasportsstatus. Disciplinen skal fremhæve sejlsportens unikke mulighed for inklusion, hvor atleter med og uden handicap konkurrerer på lige vilkår.



