Camilla ville giftes på en båd – Anders gjorde drømmen virkelig

Siden Camilla var en lille pige, har hun drømt om at blive gift på en båd. I hele hendes voksenliv har der indtil nu ikke været en mand der kunne indfri den drøm.

Heldigvis er hun faldet for en vaskeægte sømand. Så vi har hele tiden vidst at det skulle være sådan. Datoen skulle være d. 26.06.26 - for ellers skulle vi jo vente helt til sensommeren næste år, og hvem gider det?

Alle vores venner og vores familier skulle med, så vi manglede egentlig bare at finde havnen. Som den skarpe læser måske erindrer, har jeg boet i skiftende havne, og i skiftende både over de seneste 6-7 år.

Jeg har tilbragt et par år i Skovshoved, en ualmindeligt smuk havn, og min absolutte favorit i det sydlige Øresund, hvis man da bare undlader at kigge mod syd hvor kapitalismens grimme ansigt har transformeret den engang så smukke havn med deres unødvendige kæmpe byggerier, og hvor man skal deponere sin ene nyre for at få råd til en øl og en bakke pomfritter...

Jeg har også tilbragt mine vintre der, og i den fuldstændig overisede havn med 500 gabende tomme parkeringspladser, var der nogen gange kun en mand foruden mig selv, nemlig ejeren af restauranten "Il Gabbiano" på midtermolen. Han hedder Erdal, og vi har godt nok drukket mange cappucino'er sammen i de år.

Restauranten sagde ja til brylluppet

Så i foråret da jeg kom hjem fra min pilgrimsrejse i Nepal og Indien, tog jeg min dengang kæreste (og nu kone) Camilla under armen og kørte ud til Skovshoved. Jeg har friet til hende her, sagde jeg til ham, og hun har sagt ja! Og nu vil vi spørge om du vil holde vores bryllup. Det ville han selvfølgelig gerne! Så udover et par prøvesmagninger i løbet af foråret, var der jo bare at vente på, at den store dag nærmede sig..

Som de fleste sejlere ved er sommermånederne dejligt travle, jeg skulle hilse at sige at det også gælder for en professionel bådsmand. Jeg får flere opgaver ind, end jeg kan nå at løse og det betød selvfølgelig at jeg var fuldt booket i dagene op til brylluppet.

To dage før hang jeg i toppen af en mast i København, og dagen før havde jeg mit livs kamp med en bronzesøventil i størrelse 1 1/2 tomme, som absolut ikke ville forlade skroget på den Nauticat den havde siddet i siden 1987.

Jeg vandt (selvfølgelig) kampen, jeg brugte jo feje tricks som både vinkelsliber og feincutter! Da klokken nærmede sig 20 kunne jeg efterlade en fin nymonteret komposit søventil til en glad ejer, og køre retur til Skovshoved hvor vores smukke skib DANA lå og ventede på mig.

Blodige fingre dagen før brylluppet

Jeg var træt og mine arme og hænder var revet til blods. I de forgangne uger havde jeg både været i motorrum, klatret i maste, og ja, altså slåsset med søventiler. Lige inden aftenkaffen ville jeg lige nå at pille en ankerholder ned fra agterdækket der jo skulle bruges som vielsesplads næste eftermiddag.

Jeg gad ikke gå hele vejen op til bilen for at hente mit værktøj, så jeg tænkte at en bidetang godt kunne holde kontra på en møtrik mens jeg løsnede skruen.. Den gled selvfølgelig og bed mig i lillefingeren med det resultat at både negl og blomme fik sig nogle dybe snit.. Nuvel! Man er vel sømand..

Morgenen kom, før end jeg anede det, man sover satme dejligt i agterkahytten på en Elvstrøm 38. Den lange, blide morgen, som jeg havde glædet mig til hele ugen, blev hurtigt afløst af heftige sommerfugle i maven.

DANA blev pyntet med flag fra Kathmandu

Jeg havde mange ting jeg skulle nå inden gæsterne indfandt sig om 8 timer, og min brud et kvarter senere. Båden skulle pyntes med buddhistiske flag, jeg har købt i den store stupa i Kathmandu, og slæbt gennem busser, lufthavne, fly og færger i min rygsæk, til netop denne dag.

Det er et kultursammenstød af dimensioner, en dansk produceret motorsejler fra 70'erne, og flag der er håndlavet af munkene i Himalaya, der har viet deres liv til at fremme alle levende væseners lykke. Det så sgu meget godt ud! En blanding af majestatisk og lidt cirkusagtigt.

Min mor ankom, og vi gik i gang med at pynte alle lygtepælene på midtermolen med friske grønne bøgegrene fra min mellemste søsters have. Inden længe stod min elskede ven Michael der også. Ham kan jeg altid regne med når det brænder på, og det begyndte det så småt at gøre nu.

Vi fik sejlet DANA ud for enden af broen hvor hun skulle ligge præcis rigtigt så skridtet ud på agterdækket ikke blev for svært for min kommende hustru i den forventeligt laaaaaange brudekjole.

Så kom fotografen, og så vidste jeg jo godt, at der ikke var længe til. Jeg nåede lige at konferere lidt med restauranten inden de første gæster ankom, godt nok en halv time for tidligt, men nu var det sgu nu.. Det var min søster og hendes familie, og heldigvis kunne de overtage opgaven om at skrive et skilt til broen, som jeg godt kunne se jeg ikke ville nå.

Brudgommen stod stadig i badebukser

Midt i al vivaret spurgte fotografen om hun måtte låne mit tøj, altså det der hang på bøjlen, habitjakken, bukserne og sågar mine sko.. Bare 5 minutter sagde hun, hun ville vidst tage billeder af det..

Jeg fik sagt ja uden at se på uret, så da det næste ryk ind af gæster stod på molen havde jeg stadig badebukser og t-shirt på, og fik da også kommentaren "er der overhovedet en dresscode til det her bryllup"?? -

Tiden gik og jeg måtte lede febrilsk efter fotografen som til sidst kom luntende ind ude fra båden som om intet var hændt. Jeg løb over i sandslottet (badehuset) og kastede mig under den kolde bruser i et par minutter for så at løbe tilbage, denne gang i fuldt ornat. Stramme hvide bukser, dobbeltradet habitjakke og selvfølgelig bare tæer i ruskindsloafers med klunker på! Man er vel i whiskeybæltet...

60 gæster ventede på midtermolen

Opbuddet af gæster var stort, faktisk lige over hvad restauranten kunne rumme, og en herlig blanding af nye og gamle venner, og selvfølgelig familie. Camilla og jeg er gået lidt utraditionelt til værks, og har ikke bare inviteret ud fra den klassiske devise om at den og den "burde" være med, men har i stedet grundigt udvalgt de mennesker som er vigtige og tilstede i vores liv lige nu.

Med et glas i hånden og en halvt smeltet flødebolle i hånden, tog vi opstilling længst ude på midtermolen. I 28 graders varme var det befriende, at der var lidt vind.

Ventetiden føltes uendeligt lang, men endelig kunne jeg se en smuk hvid brud dukke op inde ved restauranten. Vi har vurderet at broen er ca. 130 meter lang, så det blev lidt af en vandring for min brud, hendes far og hendes to piger som gik foran og spredte rosenblade for deres mor.

Per som min svigerfar hedder, overrakte mig min brud, og så kunne jeg sammen med min barndomsven og forlover Jesper, elegant hjælpe hende med at komme fra broen og ud på agterdækket. Her stod Michael klar i rollen som "giftefoged". Vi har fravalgt både kirke og stat. For os handler det om kærlighed og løfter om et langt og forhåbentligt lykkeligt liv sammen. Derfor ingen præst, eller embedsmand, men vores elskede ven og medejer Michael.

Vielse på agterdækket

Vi sagde hinanden de største ord som vi hver især har kunne grave op fra hjertet, og Michael erklærede at nu hørte vi sammen. Vi skålede med vores gæster, og så kom den for mig næste udfordring.

Dronningerunden.

Planen var at vi skulle sejle DANA rundt om molen og helt ind til restauranten. Det blæste friskt fra SØ, og der var ikke ret meget vand i havnen. Jeg havde testet en uges tid i forvejen at hun med sine 160 cm dybgang kunne ligge der, det passede med 20 cm på ekkoloddet, så jeg var spændt på at se om jeg skulle blive grundejer i Gentofte i dag. En ting jeg ellers ikke har økonomi til.

Dronningerunde med 20 centimeter under kølen

Vi slap fortøjningerne og lod hende glide fra broen med vinden ind agtenfra. Jeg har tit brokket mig over hvor meget moderne sejlere bruger deres bovpropeller, men lige i dag var jeg nu glad for min.

Med Michael på fordækket, Camilla og brudepigerne på agterdækket, og en fotograf vimsende rundt på båden, lavede jeg en, hvis jeg selv skal sige det, ualmindeligt veludført 180 graders vending i det smalle basin, og fik skuden peget i den rigtige retning. Vores ca. 60 gæster fulgte os langs broen med deres kameratelefoner, og jeg bad til Neptun, og hvem vi sejlere ellers tror på om at det måtte blive en elegant landing i det inderste bassin.

DANA har forlænget hæk, og er dermed godt 12 meter lang. Jeg vil tro at broen vi skulle ind og ligge langskibs på er 16-18 meter. Altså en snæver affære, men med al timing i verden lykkedes det at smide hende elegant ind, få et par trosser i land, og så kunne jeg ligne en der fuldstændigt ubesværet havde gennemført de to krævende havnemanøvrer, springe op på agterdækket, og løfte min kone henover søgelænderet og i land foran alle vores gæster.

Fest til den lyse morgen

Det er blevet foreviget på et billede hvor man vidst nok kan se at jeg ikke var helt så ubesværet.. Resten af dagen og aftenen forløb som vi kun havde turde drømme om.

Vi blev velsignet med et fantastisk vejr, som gjorde at vi i sidste øjeblik havde besluttet at rykkes festen udenfor på restaurantens store terrasse mod nord. Der var dejlige sange, smukke taler og ikke mindst dans til den lyse morgen.

Vi sov selvfølgelig i DANA, og vågnede op til det smukkeste solskin i min yndlings havn. Min yndlingsforfatter, eventyreren Troels Kløvedal, har engang skrevet at lykken er når virkeligheden lever op til forventningerne. Det var præcis sådan jeg havde det den morgen...

Anders Steen

Nu gift