Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
I contenderklassen er både træ- og glasfiberjoller konkurrencedygtige. De klassiske træjoller, som hovedsageligt er bygget af Bonezzi i Italien. Foto: Jon Møgelhøj

Contender-sejlere fikser joller, mens der er is i havnen

Hvad gør man som jollesejler, når der er is i havnen? I contenderklassen mødes vi i sejlklubben i Hellerup og hjælper hinanden med at gøre bådene klar til den kommende sæson, fortæller Contender-formand Jon Møgelhøj.

Af Jon Møgelhøj |

Jon Møgelhøj, formand for Contenderklubben i Danmark:

De første to uger af januar 2026 var præget af hård frost, sne og begyndende isdækket havnebassin. Ikke lige vejr og forhold der rimer på jollesejlads, selvom vi har sejlere, der normalt tager ud i al slags vejr, så blev det til en pause for mange af os.

Hvad gør man ved det? I contenderklassen gemte vi os ikke bare hjemme ved brændeovnen, men brugte tiden på at gøre joller klar. Så ud over at vi nu står med knivskarpe joller, så har vi fået dyrket det sociale fællesskab, som vi synes er vigtigt at dyrke, selvom vi sejler i en en-mands-jolle.

I alt havde ni af de københavnske contendersejlere sat hinanden i stævne i Hellerup Sejlklubs hal. Og udover egne joller fik vi også gjort vores ”klubjolle” i Hellerup klar.

I den danske contenderklasse har vi købt et par ekstra joller, så vi kan give en prøvetur for dem, der kunne være interesseret i fed trapezsejlads på helt egne præmisser. Vi har joller liggende i Hellerup, Aarhus, Egå og på Furesøen.

Det sociale som bærende element

Og netop det sociale liv er vigtigt for os i klassen. Vi deler ud af tips og tricks – både på kajen, når jollerne rigges til, men også i hallen, når jollerne skal klargøres til den kommende sæson.

Derudover sørger vi for at deltagelse i stævner eller træningslejre bliver en social ting. Bare fordi man sejler alene i jollen, så er man ikke alene afsted.

Et aktivt socialt år

Sidste sæson havde vi blandt andet vores grillfest i Kerteminde til pinsestævnet, vi etablerede en danskerlejr på campingpladsen ved Gardasøen til VM, vi har afholdt julefrokost med vintertræning inden vi satte os til bords med sild og øl – for bare at nævne lidt af det sociale liv ved siden af sejladserne.

Træ og glasfiber – begge dele konkurrencedygtige

I contenderklassen er både træ- og glasfiberjoller konkurrencedygtige. De klassiske træjoller, som hovedsageligt er bygget af Bonezzi i Italien, er både hurtige og virkelig flotte.

Det kræver dog lidt arbejde at have en træjolle. Derfor var den største opgave i hallen i år også den træjolle, Poul Erik Christensen fra Hellerup Sejlklub købte sidste år.

Øresunds flotteste røde jolle

Efter at være blevet strippet for beslag og progrip blev jollen slæbet ned og efterfølgende malet til at være Øresunds flotteste røde jolle. Som billederne afslører, var dette arbejde både stort, og samtidig en social holdindsats hvor flere hjalp til med arbejdet.

En sæson med store sportslige højdepunkter

Når isen i havnen er smeltet, så går contenderklassen en sæson i møde, hvor de store kapsejladsmæssige højdepunkter for mange nok bliver VM i Medemblik i Holland og DM i Skovshoved. Derudover har vi også allerede vores træningssamlinger og vores grillfest i Kerteminde sat i kalenderen.

En jolle for mange typer sejlere

Contenderen er en en-mands-jolle, hvor man står i trapez under sejlads. Båden er tegnet i Australien i slutningen af 60’erne, men selvom båddesignet ikke er nyt, så byder klassen på store felter i blandt andet Tyskland og Italien, og sejlads på højt niveau herhjemme.

Med trapez frem for hængestropper kan jollen sejles af folk i forskellig størrelse, alder og køn. I Danmark har vi aktive sejlere i klassen i fra omkring de 20 år til slutningen af 60’erne. Der sejles flere steder i landet, men særligt i Hellerup og i Aarhusbugten har vi større felter.

Contender-klassen

content-loader
content-loader