Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Hollandsk kvinde stod for dagens bedste havnemanøvre i Kolby Kås, da minbaad.dk nævnte det faldt der brænde ned. Sagen er imidlertid at høst fem procent af kvinderne styrer bådene i havnen. Det vil vi gerne ændre på, så flere kvinder styrer båden. Foto: Troels Lykke
Kort Nyt
Mand ved roret i Kolby Kås, sådan plejer det at være. Foto: Troels Lykke

Et billede af en kvinde ved roret satte ild til Facebook

KLUMME: En tilsyneladende uskyldig kommentar til et billede fra Kolby Kås blev opfattet som nedladende over for kvinder. Det var det stik modsatte, der var hensigten. Kvinder bør langt oftere have lov til at styre båden – også når der skal lægges til i havnen. Det handler både om tillid og sikkerhed.

Af Troels Lykke |

Internettet kogte over, efter at minbaad.dk lagde et billede på Facebook af en kvinde, der styrede en sejlbåd ind i Kolby Kås på Samsø. Indtil videre har 26.786  personer set oplaget på facebook.com/minbaad.dk/

Til billedet skrev undertegnede redaktør:

– Hvad er sjældent at se på denne båd, vi mødte i går i Kolby Kås på Samsø? Det var i øvrigt en perfekt havnemanøvre.

Kommentaren blev af flere opfattet som nedladende over for kvinder. Det var bestemt ikke hensigten. Det var tværtimod en konstatering af, at kvinder stadig alt for sjældent står ved roret, når båden skal ind og ud af havnen.

Blandt omkring 50 både, som vi så i Kolby Kås, var der kun én kvinde, der styrede båden under havnemanøvren.

Kommentar fik 36 likes

En kommentar fra Thomas Blomberg satte for alvor gang i debatten. Hans indlæg fik 36 likes og vandt genklang hos flere læsere.

– Er det så sjældent? Når vi sejler begge to, er det altid min kone, der står bag roret. Hun er også skipper på båden ved de ugentlige kapsejladser, skrev Thomas Blomberg og fortsatte:

– Jeg synes faktisk, at jeres kommentar: »Det var i øvrigt en perfekt havnemanøvre« går hen og bliver nedladende over for kvinder generelt frem for positiv. Den siger lidt mellem linjerne, at kvinder jo normalt ikke kan sejle. Det havde nok været bedre ikke at kommentere på de evner overhovedet.

Ricky Hansen leverede et modsvar med humor:

– Alle andre både er forsvundet, da der er observeret en herreløs båd på vej ind i havnen, skrev han efterfulgt af grinende emojis.

Han fortsatte:

– Hvor er jeg træt af, at folk bliver så kønsfornærmede. Det er da ikke hverdag, man ser, at det er en kvinde, der styrer båden i havn. Det kan alle – han, hen og hunner – lære.

Kvinderne skal have lov

Ida Møller Jørgensen ramte efter min mening selve kernen i debatten:

– Selvfølgelig kan pigerne styre, hvis vi får lov.

Netop ordene »hvis vi får lov« er væsentlige. For problemet er næppe, at kvinder ikke kan lære at styre en båd. Problemet er snarere, at mange mænd automatisk overtager roret, når båden nærmer sig havnen.

Jeg svarede selv Thomas Blomberg:

– Der er ingen hensigt om at være nedladende. De lavede bare en perfekt havnemanøvre.

Karin Dahlberg-Garde spurgte derefter:

– Og det synes du er værd at notere dig? Ville du også have skrevet om det, hvis en mand havde stået bag roret?

Mit svar var:

– Jeg vil gerne fremhæve, at kvinder er dygtige sejlere, så flere kvinder styrer bådene. Det vil øge sikkerheden om bord. Min kæreste styrer også min båd, så hun lærer det, hvis jeg falder i vandet. I dag er det maksimalt én ud af 50 kvinder, der styrer båden i havnen. Desværre.

Andre tog debatten mere roligt.

– Slap da af, skrev Egon Linneberg.

Inger Stokkink pegede på, at diskussionen ikke kun handler om køn:

– Det giver også mening at lade gasterne styre – af samme grund.

Det handler om sikkerhed

Min pointe med billedet var at understrege, at det stadig er alt for sjældent, at kvinder styrer bådene i havnene. Det synes jeg er forkert, og jeg ville gerne starte en debat om det.

Det lykkedes.

På mange turbåde ser man stadig manden stå ved roret, mens kvinden sendes frem på fordækket med en fortøjning i hånden. Det sker også, selv om hun måske er fysisk dårligere rustet til at springe i land, holde en tung båd eller tage imod belastningen fra en stram fortøjning.

Det er ikke kun et spørgsmål om ligestilling. Det handler også om sikkerhed og godt sømandskab.

Hvis den person, der normalt styrer båden, falder over bord, bliver syg eller kommer til skade, skal andre om bord kunne vende båden, starte motoren, sejle tilbage og samle personen op. Det kræver praktisk erfaring – ikke blot en mundtlig instruktion midt i en nødsituation.

Min egen kæreste er først lige begyndt at sejle. Alligevel styrer hun ofte min Dehler 34. Hun skal lære båden at kende og kunne manøvrere den, hvis jeg en dag falder i vandet.

Det handler om at vise tillid. Kvinder kan selvfølgelig styre en båd lige så godt som mænd. Men de bliver kun rutinerede, hvis de får roret i hånden – også når vinden tager fat, pladsen er trang, og tilskuerne står klar på broen.

Så ja, jeg lagde mærke til kvinden ved roret i Kolby Kås. Ikke fordi en kvinde ved roret burde være opsigtsvækkende, men fordi det stadig er et alt for sjældent syn. Det bør det ikke være.

Troels Lykke, redaktør

content-loader
content-loader