Gå til hoved-indhold
Udstyr
Nødblusset er vandtæt efter IP67-standarden og konstrueret, så det flyder og automatisk retter sig op i vandet. PR-foto

Elektronisk nødblus kan lyse i tre timer – og bruges igen og igen

Sikkerheden har været oppe at vende efter den voldsomme solosejlads, Silverrudder. Ocean Signals rescueME EDF2 har været på markedet siden 2024. Nødblusset kan ses på 13 kilometers afstand, flyder i vandet og koster 2.495 kroner hos forhandlere gennem ScanMarine i Kastrup.

Af Troels Lykke |

For danske lystsejlere kan Ocean Signals rescueME EDF2 være et interessant supplement til det øvrige sikkerhedsudstyr, eksempelvis VHF-radio, AIS-nødsender og personlig nødpejlesender.

Traditionelle nødblus med flammer har i mange år været en fast del af sikkerhedsudstyret om bord. Men nu findes der elektroniske alternativer, som både holder længere og er mere sikre at anvende.

Et af dem er Ocean Signals rescueME EDF2, som forhandles gennem den danske grossist ScanMarine i Kastrup.

- Det elektroniske nødblus benytter røde-orange og cyanfarvede LED-lys, som udsender et internationalt SOS-signal. Samtidig er det udstyret med infrarødt lys, der kan registreres af redningsmandskaber med særligt nattesynsudstyr, forklarer Peter Visby fra ScanMarine til minbaad.dk.

Lyser i tre timer

En af de store fordele er driftstiden. Hvor traditionelle pyrotekniske nødblus typisk brænder i kort tid, kan EDF2 udsende nødsignaler i mindst tre timer.

Ifølge producenten kan signalet ses på over 13 kilometers afstand under gunstige forhold.

Det giver redningsmandskaberne bedre mulighed for at lokalisere en nødstedt båd, især om natten.

Flyder og retter sig selv op

Nødblusset er vandtæt efter IP67-standarden og konstrueret, så det flyder og automatisk retter sig op i vandet.

Det har heller ingen åben flamme og kan derfor anvendes uden den brandrisiko, som traditionelle nødblus indebærer.

Batterierne kan udskiftes, og selve nødblusset har ingen fast pyroteknisk udløbsdato. Producenten anbefaler dog, at batterierne udskiftes årligt.

EDF2 opfylder den internationale RTCM 13200.0-standard for elektroniske visuelle nødsignaler.

ScanMarine i Kastrup oplyser en vejledende udsalgspris på 2.495 kroner. De otte CR123-litiumbatterier skal købes separat.

content-loader
content-loader