Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
FLID-havne har lanceret en ny kortfunktion på Havneguide.dk.

Find nærmeste havn på få sekunder på havneguide.dk

FLID-havne har lanceret en ny kortfunktion på Havneguide.dk, som skal gøre det lettere for sejlere at finde havne, faciliteter og aktuelle oplysninger direkte fra mobilen, tabletten eller computeren. Havneguide.dk og den tilhørende app er gratis at bruge.

Af Troels Lykke |

Sejlere har fået et nyt digitalt værktøj til planlægningen af sommerens ture. FLID – Foreningen af Lystbådehavne i Danmark – har opdateret Havneguide.dk med en ny kortfunktion, der giver et hurtigt overblik over danske lystbådehavne og deres faciliteter.

Kortet er en del af FLID’s langsigtede arbejde med at udvikle Havneguide.dk til et samlet digitalt udgangspunkt for danske og udenlandske sejlere.

- Målet er at give sejlerne ét solidt samlingspunkt med troværdige oplysninger om de danske havne kombineret med inspiration til sejlerferien, fortæller direktør Jesper Højenvang fra FLID.

Havnene opdaterer selv oplysningerne

Havneguide.dk bygger i høj grad på oplysninger fra havnene selv. Det betyder, at den enkelte havn løbende kan opdatere informationer om blandt andet faciliteter, service og lokale forhold.

Ifølge Jesper Højenvang er det afgørende for kvaliteten af guiden.

- Havnene er førstehåndskilder og opdaterer selv deres oplysninger. Det giver en høj datakvalitet og gør guiden mere troværdig og anvendelig for sejlerne, siger han.

På Havneguide.dk kan brugerne blandt andet filtrere efter faciliteter og se de aktuelle Efterretninger for Søfarende. Oplysningerne er samlet på samme skærm, så sejlerne ikke skal lede flere forskellige steder.

GPS viser havnene i nærheden

En central del af den nye kortfunktion er muligheden for at anvende telefonens eller computerens placering.

Med et tryk på positionsknappen centrerer kortet sig om brugerens aktuelle position. Herefter vises havnene i nærheden, så besætningen hurtigt kan danne sig et overblik over mulighederne.

- Det er udviklet til situationer, hvor man på vandet hurtigt skal kunne se, hvilke havne der ligger i nærheden. Det kan gøre det lettere at træffe en beslutning, når ruten eller vejret ændrer sig, siger Jesper Højenvang.

Brug af position er frivillig. Sejlere, der ikke ønsker at dele deres placering, kan i stedet zoome og bevæge sig manuelt rundt på kortet og undersøge havne fra Skagen til Bornholm.

Kan bruges før og under sejlturen

Brugerfladen er udviklet til både mobiltelefoner, tablets og almindelige computere. Dermed kan kortet anvendes hjemme ved skrivebordet under planlægningen og senere om bord under selve sejlturen.

- Det nye kort er et fundament, som vi kan bygge videre på. Ambitionen er, at Havneguide.dk skal følge sejleren hele vejen fra de første tanker om turen til den aktive sejlads mellem havnene, siger Jesper Højenvang.

Havneguide.dk og den tilhørende app er gratis at bruge.

content-loader
content-loader