Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
- Attitude og solbriller kan meget – og du ser sejl-godt ud, men du skal også have styr på sikkerhed, redningsveste, bevis og ansvarsforsikring, skriver politiet. Foto: Troels Lykke

Politiet med humoristisk opråb til sejlerne: Smarte solbriller er ikke nok

Syd- og Sønderjyllands Politi minder sommerens sejlere om redningsveste, promillegrænser, speedbådsbevis og ansvarsforsikring. - Et smart sejlerlook kan ikke erstatte kendskab til reglerne på vandet, lyder det fra politiet.

Af Troels Lykke |

Den rette solbrille, vind i håret, opknappet polo og vennerne placeret agter. Det kan se godt ud, når man står ved roret, men et smart sejlerlook kan ikke erstatte kendskab til reglerne på vandet.

Det er budskabet fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der i et humoristisk Facebook-opslag minder fritidssejlerne om de vigtigste regler til søs.

- Attitude og solbriller kan meget – og du ser sejl-godt ud, men du skal også have styr på sikkerhed, redningsveste, bevis og ansvarsforsikring, skriver politiet.

Skibsføreren har ansvaret

Som skibsfører har man ansvaret for, at båden er sødygtig og forsvarligt lastet, inden turen begynder.

Skibsføreren skal desuden sørge for, at alle om bord har fået en grundlæggende sikkerhedsinstruks. Besætningen skal blandt andet vide, hvordan sikkerhedsudstyret anvendes, og hvordan man undgår forurening med affald fra båden.

Er fartøjet over 15 meter langt, stilles der særlige krav til skibsførerens uddannelse og sønæringsbevis.

Redningsveste til alle om bord

Politiet understreger samtidig, at alle skibe og fartøjer skal have rednings- eller svømmeveste om bord til mindst det antal personer, der befinder sig på båden.

Vestene skal samtidig passe til de enkelte personer. Det betyder blandt andet, at der skal være veste i passende størrelser til børn, hvis der er børn om bord.

Speedbådsbevis kan være nødvendigt

På motorbåde med en vis motorkraft skal føreren have et speedbådsførerbevis. Føreren skal desuden være fyldt 16 år.

Kravet afhænger blandt andet af bådens længde og motorkraft, og det er derfor bådejerens og førerens ansvar at undersøge, om båden er omfattet af reglerne.

Promillegrænsen er 0,5

For førere og besætningsmedlemmer på skibe over 15 meter, planende speedbåde og vandscootere gælder en promillegrænse på 0,5.

Men også på mindre både kan alkohol få juridiske konsekvenser.

- Husk, at der generelt er forbud mod sejlads for alle fartøjer, hvis man er påvirket i en grad, så man ikke kan føre fartøjet på betryggende vis, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

Reglerne gælder både fartøjets fører og andre personer om bord, som har væsentlig betydning for sikkerheden.

Husk ansvarsforsikringen

Politiet minder også ejerne af blandt andet speedbåde og vandscootere om den lovpligtige ansvarsforsikring.

Forsikringen skal ikke blot være tegnet og betalt. Føreren skal også kunne dokumentere, at fartøjet er forsikret, hvis politiet foretager en kontrol på vandet.

- Husk den nu. Du skal tegne den, betale regningen og kunne vise forsikringen frem, når du bliver stoppet på havet, lyder den kontante opfordring.

Lokale regler kan variere

Ud over de landsdækkende regler kan der gælde lokale sejladsbestemmelser i havne, fjorde, åer og andre farvande.

Politiet anbefaler derfor, at sejlerne undersøger det lokale sejladsreglement, inden de stævner ud.

Og når sikkerhedsudstyret, papirerne og reglerne er på plads, er der igen plads til både solbriller og vind i håret.

- Du ser stadig godt ud med den seje solbrille og vinden i håret – og nu kan du også slappe af og nyde turen, for du har styr på det, du skal, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

content-loader
content-loader