Britisk AC40 kæntrede ved træning i Cagliari
Athena Racing, Storbritanniens America’s Cup-hold og samtidig Challenger of Record, fik en dramatisk start på deres træningslejr i italienske Cagliari i det sydlige Sardinien. AC40 foilede 50 knob under træning, før kæntring. Fem hold er klar til cuppen i 2027 i Napoli.
Holdet var mandag for første gang tilbage på vandet siden 2024-udgaven af America’s Cup. Om bord var både den nye CEO Ian Walker og skipper Dylan Fletcher, da AC40-båden GB1 blev sendt ud i friske vindforhold og en moderat sø.
Besætningen gik offensivt til værks fra start og pressede både sig selv og båden. Det endte, som det ofte gør i de ekstreme foilende både: En uheldig kombination af bølge og vindtryk fik båden til at vippe rundt og kæntre.
Tog kæntring med ro
Det er en del af læringskurven i de her både, og noget alle hold oplever, lød det efterfølgende fra teamet, der tog episoden med ophøjet ro.
Der var ingen meldinger om skader på besætningen, og båden blev hurtigt bragt tilbage på ret køl ved hjælp af følgebåde – præcis som procedurerne foreskriver.
Kæntringer er langt fra usædvanlige i AC40-klassen, hvor selv små fejl eller uforudsete påvirkninger kan få store konsekvenser.
- For Athena Racing er hændelsen derfor næppe et tilbageslag, men snarere en del af den nødvendige tilpasning, hvor vi også får afprøvet sikkerhed ved kæntringer, frem mod næste America’s Cup, forklarer CEO Ian Walker.





