Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
13 besætninger fra 14. til 16. august sejlede om danmarksmesterskabet for BB10 Meter på Nyborg Fjord og i Storebælt. Foto: Nyborg Sejlforening
Kapsejlads

Når katten er ude: Schaldemose og Sundby snuppede DM-guldet i BB10 Meter

Da klassens mangeårige dominator, sejlmager Theis Palm, ikke var med ved DM i Nyborg, var katten ude – og så slog Lars Schaldemose og besætningen fra Sundby Sejlforening til og tog guldet. Men først i den sidste sejlads blev mesterskabet afgjort.

 

Af Troels Lykke |

Der var åbnet for nye navne i toppen, da 13 besætninger fra 14. til 16. august sejlede om danmarksmesterskabet for BB10 Meter på Nyborg Fjord og i Storebælt.

Klassens mangeårige profil Theis Palm, der har domineret BB10 Meter-klassen gennem en årrække med 11 DM-guld og har flere verdensmesterskaber i forskellige bådtyper bag sig, var nemlig forhindret i at deltage.

Dermed blev der plads til en tæt kamp om DM-titlen.

Schaldemose slog til i sidste sejlads

Efter fredagens sejladser i forholdsvis let vind var det Ulrik Larsen fra Hvidovre Sejlklub, der havde lagt sig i spidsen.

Men mesterskabet blev først afgjort søndag.

Her var vinden drejet i vest og havde frisket noget, og Lars Schaldemose og besætningen på DEN 68 fra Sundby Sejlforening vandt den sidste og afgørende sejlads.

Dermed kunne Lars Schaldemose, Kristian Schaldemose, Marc Wain Pedersen og Søren Andersen løfte DM-pokalen.

Sundby-besætningen sluttede mesterskabet med 14 point.

Ulrik Larsen tog sølv med 19 point, mens Bjarne Venø fra Skælskør blev nummer tre med 21 point.

Ren kvindebesætning på startlinjen

Årets DM havde også en ren kvindebesætning med.

Anne-Marie Ljungstrøm fra Faaborg og hendes besætning sluttede på ottendepladsen.

Kvindebesætningen havde fået dispensation til at sejle med fem personer om bord mod normalt fire.

Vejret gav generelt gode forhold gennem weekenden med passende vind og begrænsede bølger.

Ros til Nyborg Sejlforening

Også organisationen på land fik ros fra BB10 Meter-sejlerne.

Bestyrelsesmedlem i BB-10 Meter Klubben Ulrik Larsen sendte efter mesterskabet en tak til stævneleder Carsten Berntsen og de frivillige i Nyborg Sejlforening.

- I havde virkelig styr på det hele, lige fra lune nystegte deller til madpakker, flere slags ost og lækker, lækker grill- og festmiddag. Alt på vandet fungerede upåklageligt. Dommer og baneteamet kørte det bare til perfektion, siger Ulrik Larsen ifølge Nyborg Sejlforening.

For Nyborg Sejlforening var DM samtidig en god opvarmning til en af årets største opgaver, når Vegvisir Race med godt 110 både sejles fra Nyborg i begyndelsen af september.

50-års jubilæum venter

BB10 Meter-klassen kan samtidig se frem mod et særligt DM næste år.

Her skal mesterskabet sejles i Skælskør, hvor klassen samtidig vil markere, at BB10 Meter-båden fylder 50 år.

Resultatliste

content-loader
content-loader