Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Hvor mange kursister i dag oplever en forholdsvis kort prøve med et begrænset antal manøvrer, forventes prøven fremover at blive gennemført som en egentlig kaj-til-kaj-prøve, fortæller Watergames, der underviser til søs. PR-foto

Nye krav kan fordoble prisen på speedbådsbevis men sikkerheden er vigtigere end prisen

Fra 1. januar 2027 forventes de største ændringer af fritidssejleruddannelser siden introduktionen af speedbådsbeviset i 1999. Prøverne bliver længere, teorien mere omfattende, og kursisterne må forvente, at undervisning og pris stiger. Watergames kalder man reformen nødvendig.

Af Troels Lykke |

Alt tyder på, at det bliver både sværere, mere tidskrævende og dyrere, at tage et speedbåds- eller vandscooterbevis fra 2027.

Søfartsstyrelsen i Danmark arbejder med nye prøvekrav til de danske fritidssejleruddannelser, og selvom ændringer først skal i høring i løbet af efteråret 2026, står det allerede klart, at uddannelserne er på vej mod deres største forandring i mange år. Målet er et højere fagligt niveau og mere sikre sejlere.

Det hilser Claus Hasle, medejer af Watergames, velkommen.

“Det her handler ikke om at gøre det sværere for kursisterne. Det handler om kompetenceniveauet hos de danske sejlere og dermed om sikkerhed. Bådene bliver hurtigere, trafikken på vandet bliver tættere, og kravene til dem, der fører bådene, bør følge med udviklingen. Derfor mener vi, at tiden er helt rigtig til at løfte uddannelserne,” siger Claus Hasle.

Farvel til den korte praktiske prøve

Den største ændring bliver efter alt at dømme den praktiske prøve til speedbådsbeviset.

Hvor mange kursister i dag oplever en forholdsvis kort prøve med et begrænset antal manøvrer, forventes prøven fremover at blive gennemført som en egentlig kaj-til-kaj-prøve.

Det betyder, at censor skal følge kursisten gennem en hel sammenhængende sejlads – fra båden afsejler fra kajen, til den igen ligger sikkert fortøjet. Under sejladsen skal kursisten demonstrere, at han / hun kan manøvrere båden gennem et antal specifikke manøvre.

Samtidig bliver antallet af personer ombord begrænset til maksimalt fem under prøven, og de forskellige manøvrer forventes at skulle demonstreres flere gange.

Det skal sikre, at kursisten ikke blot lykkes med en enkelt vellykket manøvre, men reelt viser, at båden kan håndteres sikkert.

“At kunne lægge til én gang er ikke nødvendigvis det samme som at mestre båden. Fremover skal kursisterne dokumentere, at de kan udføre manøvrerne sikkert og kontrolleret – også når de bliver gentaget. Det giver langt større tryghed for alle på vandet,” siger Claus Hasle.

Han forventer samtidig, at prøverne vil tage væsentligt længere tid end i dag.

Fælles teori skal løfte niveauet

Den praktiske prøve bliver ikke den eneste forandring.

Speedbådsbeviset, vandscooterbeviset og duelighedsprøven forventes fremover at bygge på et fælles teoretisk fundament i form af en grundlæggende teoriprøve til fritidssejlads.

Det betyder mere undervisning, større fokus på søvejsregler, sikkerhed og godt sømandskab samt et mere ensartet uddannelsesniveau på tværs af de tre beviser.

De skærpede og mere eksplicitte krav betyder desuden, at prøvekravene bliver de samme uanset hvilken sejlklub eller sejlerskole, der står for undervisning og eksamen.

“Vi synes, det giver rigtig god mening. Vi er stor fortaler for ensartede krav og øgede kompetencer hos de danske sejlere.  Alle færdes på det samme vand, og derfor bør de også have det samme grundlæggende kendskab til navigation, søvejsregler og sikkerhed. Det vil gavne hele sejlersamfundet,” siger Claus Hasle.

Prisen kan nærme sig 5.000 kroner

Den ekstra teoriprøve, den øgede undervisningstid og de længere prøver får dog en konsekvens, som kommende kursister næppe kan undgå at mærke.

Hos Watergames forventer man, at den samlede pris for et speedbåds- eller vandscooterbevis bliver mere end fordoblet.

I dag kan man tage beviset for omkring 2.000 kroner. Efter reformen vurderer Watergames, at den samlede pris kan komme op omkring 5.000 kroner.

“Det er selvfølgelig en markant stigning, og det er ingen glade for. Men hvis vi ønsker seriøse uddannelser med mere undervisning, længere prøver og højere kvalitet, så følger omkostningerne desværre med. Vi tror, at de fleste vil opleve, at de får langt mere værdi for pengene,” siger Claus Hasle.

Ønsker internationalt anerkendt bevis

Watergames håber samtidig, at reformen bliver brugt til at modernisere de danske fritidsbeviser internationalt.

Skolen opfordrer Søfartsstyrelsen til at arbejde for, at de danske beviser bliver omfattet af ICC (International Certificate for Operators of Pleasure Craft).

Det vil gøre det betydeligt lettere for danske sejlere at dokumentere deres kompetencer ved bådleje og sejlads i udlandet.

“Danske sejlere holder generelt et højt niveau, men vi oplever jævnligt kursister, der bliver mødt med usikkerhed, når de skal leje båd i udlandet. Et ICC-bevis vil skabe klarhed og gøre de danske uddannelser endnu mere attraktive,” siger Claus Hasle.

Et kvalitetsløft for hele fritidssejladsen

Hos Watergames er konklusionen klar.

Reformen kommer til at kræve mere af kursisterne, men den vil også skabe bedre uddannede sejlere og øge sikkerheden på havet.

“Når de nye regler træder i kraft, bliver det efter vores vurdering det største kvalitetsløft af de danske fritidssejleruddannelser, vi har set i mange år. Vi håber, at hele branchen vil bakke op om ambitionen om at uddanne endnu dygtigere sejlere.” lutter Claus Hasle.

watergames.dk/kurser/speedbaadskoerekort/

Fakta: Det ved vi allerede

  • De nye regler forventes at træde i kraft 1. januar 2027.
  • Speedbåds-, vandscooter- og duelighedsuddannelserne får et fælles teoretisk grundlal i form af en grundlæggende teoriprøve til fritidssejlads.
  • Den praktiske prøve forventes at blive en kaj-til-kaj-prøve.
  • Der må maksimalt være fem personer ombord under prøven, og der bliver krav om flere manøvrer, der skal gennemføres med succes flere gange.
  • Der forventes længere undervisning og længere praktiske prøver.
  • De endelige bekendtgørelser er endnu ikke offentliggjort af Søfartsstyrelsen, og det forventes den skal i høring i løbet af efteråret 2026. Der forventes dog kun mindre justeringer.
  • Speedbådsbeviser, vandscooterbeviser og duelighedsbeviser taget før 1/1 2027 vil fortsat være gyldige.

 

content-loader
content-loader