Solpaneler efter mål på Copenhagen Boat Show
SOLBIAN tilbyder fleksible solpaneler lavet efter mål. På dette års Copenhagen Boat Show, i slutningen af august i Ishøj, kan du få beregnet, hvor meget effekt du kan få, og hvad det vil koste, fortæller forhandler Henry Thomsen fra Solbaaden.dk.
Til de fleste både vil en standard solenergiløsning med rammemonterede eller fleksible solpaneler enten betyde en ineffektiv udnyttelse af pladsen, en kedelig æstetik eller begge dele.
Det har det italienske firma SOLBIAN løsningen på. De laver fleksible solpaneler, der kan tilpasses på alle måder: Størrelse, form, farve, overflade, fastgørelse og tilslutning.
Stigende interesse for selv at producere strøm til båden
“SOLBIAN var sidste år med for første gang på Copenhagen Boat Show, og vi oplevede meget stor interesse. Derfor er vi selvfølgelig med i Ishøj igen i år”, fortæller SOLBIANs repræsentant i Danmark, Jens Sohl Jensen.
Han fortsætter:
”SOLBIANs produkter er af høj kvalitet, og de er produceret til lang holdbarhed i et krævende maritimt miljø.”
Og interessen for solenergi på båden er helt klart i stigning. Jens Sohl Jensen: “Mange vil gerne være uafhængige af landstrøm, så de kan sejle rundt i længere tid eller ankre op i nogle dage uden at løbe tør for strøm. Og der kommer de effektive, tilpassede solpaneler ind”.
Fleksibilitet på alle parametre
SOLBIAN leverer naturligvis også paneler i forskellige standardmål, men den største interesse viser sig helt klart omkring de tilpassede paneler, kaldet SOLBIANFLEX. Det forklarer Henry Thomsen fra firmaet SOLBAADEN.DK i Aarhus således:
“Der er ikke ret stor forskel i pris på standardpanelerne og de tilpassede paneler. Og da de fleste brugbare overflader på en båd har uregulære former, giver det rigtig god mening at få tilpasset panelet. Det giver størst effektivitet og den mest elegante løsning rent æstetisk. Og solpanelerne skal jo gerne gøre båden pænere, ikke grimmere”.
På Copenhagen Boat Show kan man se alle de forskellige måder, man kan tilpasse panelerne til ens behov og ønsker. Og som noget nyt i år kan man som bådejer få lavet beregninger af mulig effekt og pris på stedet.
Henry Thomsen: “Hvis man kommer til udstillingen fredag eller lørdag med nogle tegninger eller skitser med mål på de flader, der kan udnyttes til solenergi, så kan vi med det samme vise eksempler på, hvordan det vil se ud samt lave et overslag på, hvilken effekt, der kan forventes, og hvad prisen bliver”.
Bredt udvalg af produkter
Udover SOLBIANFLEX panelerne har firmaet også andre båd-relevante produkter, som kan ses på Copenhagen Boat Show
A-i-O panelerne (All in One) har eksempelvis MPPT-regulatoren indbygget i panelet, så man ikke skal installere en separat regulator, men blot skal forbinde ledningerne til batteriet. Disse fås i forskellige størrelser.
Sunboard Kits brugsklare sæt beregnet til montering på bådens ræling, med mulighed for nem justering af panelets vinkel, så man får den optimale udnyttelse af solens energi.
Sunbender er komplette pakker med et fleksibelt solpanel, kabler og højeffektiv Genasun solar-regulator. Fås i 3 forskellige størrelser.
De forskellige panel-typer kan naturligvis kombineres, så man f. eks. har et eller to SunBoard Kits - kombineret med SOLBIANFLEX paneler på passende flader på båden.
SOLBIAN er på stand 42 i Ishøj.
Se mere på solbian.eu og solbaaden.dk/solpaneler







