Østersøen fryser til - isbrydere sættes ind
Efter flere år med milde vintre breder havisen sig nu hurtigt i Østersøen. Situationen er så alvorlig, at isbrydere fra hele regionen er sat ind for at holde sejlruter og havne åbne – herunder svenske, finske, estiske, tyske og russiske fartøjer. Se også Ismeldetjenestens prognose.
Det er første gang i otte år, at isforholdene er så omfattende, at Estland har fundet det nødvendigt at indsætte den 64 år gamle statsisbryder IB Tarmo.
Fartøjet, der oprindeligt blev bygget i Finland, er ældre end de danske statsisbrydere, som for længst er taget ud af drift. Alligevel spiller det nu igen en central rolle i at holde sejlruterne åbne, fortæller Maritime Danmark.
Hele regionens isbryderflåder er i gang
Den svenske og finske isbryderflåde er allerede fuldt aktiveret. Isbryderne arbejder kontinuerligt for at sikre, at handelsskibe kan nå frem til havne langs Botniske Bugt og det øvrige Østersøområde, hvor isen har lagt sig hurtigt i løbet af februar.
Tyskland har også været nødt til at reagere. Her blev multifunktionsskibet Neuwerk sat ind for at bryde is ud for Rügen. Opgaven viste sig dog at være mere krævende end forventet, og fartøjet måtte søge havn for reparation efter at have fået problemer med maskineriet.
Danske havne kæmper mod isen
I Danmark er situationen endnu ikke så kritisk som længere østpå, men flere havne har allerede været nødt til at reagere.
Slæbebåde og fartøjer med stor maskinkraft er sat ind for at bryde is og sikre adgang til havnene. Det gælder blandt andet Aarhus Havn, Spodsbjerg og farvandene i Smålandsfarvandet, hvor isen flere steder har gjort sejlads vanskelig.
I Vejle Fjord og andre indre danske farvande har østenvinden presset isen sammen, hvilket øger risikoen for, at mindre fartøjer fryser fast eller får problemer med fremkommeligheden.
Forventet is-udbredelse i de danske farvande, 16. – 19. februar.
- Der er risiko for ny isdannelse i det nordvestlige Kattegat, det centrale Skagerrak, syd for Lolland og Falster, og kystlinjer langs Storebælt, den vestlige del af Øresund, nordvest for Øresund og kystlinjen i Aalborgbugten.
- Havisprognoser viser, at havisen langs den svenske vestkyst og i det centrale Skagerrak vil vokse, og at der kan være isdannelse nord for Øresund. Guldborgsund vil forblive isdækket, og isdækket i Smålandfarvandet vil forblive cirka det samme som nu. Havisen vest for Langeland og i kystområderne i Tyske Bugt op til Esbjerg vil forblive stort set uændret, men vil blive noget tykkere. Der er også en lille risiko for isdannelse i Lillebælt, startende fra kystlinjen og ud til sejlruten.
Læs mere: www.forsvaret.dk/da/organisation/soevaernet/civile-opgaver/istjeneste/ismeldetjenesten/




