Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ferrari Hypersail skal under sejlads stabiliseres på tre punkter: en stor foil i læ side, en vandret bæreflade på roret og en ekstra foil monteret på den svingbare køl.
Kapsejlads

Ferrari bygger flyvende 30 meter 'rumskib' - skal udfordre flerskrogsbåde

Ferraris Hypersail begynder nu at tage form på et italiensk værft. Den 30,5 meter lange sejlbåd får enorme foils, der skal løfte hele skroget fri af vandet. Den futuristiske konstruktion ligner nærmest et rumskib, og Ferrari vil udfordre de hurtigste oceangående kapsejladsbåde.

Af Troels Lykke |

Ferrari er kendt for sine lynhurtige sportsvogne og Formel 1-racere. Men nu vil den italienske bilproducent også erobre verdenshavene.

På et værft ved Navicelli-kanalen nær Pisa er den spektakulære Ferrari Hypersail ved at tage form.

Skroget er allerede færdigmalet i de karakteristiske gule og mørke farver, mens de store foils og øvrige undervandsdele er langt fremme i produktionen.

Ifølge det tyske sejlsportsmedie SegelReporter fik udvalgte franske og italienske journalister for første gang adgang til det ellers hemmeligholdte projekt i oktober 2026.

Journalisterne skulle underskrive en fortrolighedserklæring, og deres mobiltelefoner blev dækket til under besøget.

Indtil nu har Ferrari primært offentliggjort computertegninger af den futuristiske sejlbåd. Men nu står den virkelige konstruktion næsten færdig, fortæller PressMare.

Skal flyve på tre foils

Bag konstruktionen står den franske bådearkitekt Guillaume Verdier, som har stor erfaring fra både America's Cup og IMOCA 60-racere.

Ferrari Hypersail  skal kunne løfte hele skroget fri af vandet og dermed reducere vandmodstanden dramatisk.

Båden skal under sejlads stabiliseres på tre punkter: en stor foil i læ side, en vandret bæreflade på roret og en ekstra foil monteret på den svingbare køl.

Den luvside foil skal være løftet fri af vandet.

Det er især den svingbare køl med integreret foil, der gør konstruktionen usædvanlig. Kølen skal både bidrage til stabiliteten og samtidig være med til at løfte båden.

De enorme sidefoils er monteret på omkring 6,5 meter lange arme, mens kølen kan svinges 35 grader til hver side.

Hydraulikken arbejder med et tryk på op til 350 bar.

Næsten 20 meter bred, når den flyver

Dimensionerne er imponerende, selv sammenlignet med de største moderne kapsejladsbåde.

Hypersail er 30,5 meter lang og har en skrogbredde på knap otte meter.

Men når de store foils er ude, bliver den samlede bredde omkring 20 meter.

Masten er 35,5 meter høj, og med kølen medregnet er konstruktionens samlede højde omkring 44 meter.

Sejlarealet er oplyst til 462 kvadratmeter.

Guillaume Verdier har udviklet en særlig skrogform med en langsgående forhøjning under båden, der skal gøre det lettere at løfte skroget ud af vandet, fortæller SegelReporter

Skrogets udformning skal samtidig mindske modstanden og gøre det lettere at komme tilbage på foils efter kontakt med bølgerne.

Netop det sidste bliver afgørende, hvis den store sejlbåd skal kunne holde høj fart på åbent hav, hvor bølgerne kan være flere meter høje.

Ferrari forventer mere end 40 knob

Hvor hurtigt kan en 30 meter lang, flyvende sejlbåd egentlig sejle?

Det er endnu ikke dokumenteret på vandet, men Ferrari har allerede gennemført omfattende simuleringer.

Under en demonstration af Ferraris simulator oplevede det italienske medie PressMare, at Hypersail passerede 40 knob med blot 14 knobs vind på tværs.

Det svarer til mere end 74 km/t.

Den hastighed er dog foreløbig kun opnået i simulatoren. De kommende test skal vise, hvad båden reelt kan præstere på havet.

Ambitionen er ikke blot at bygge en hurtig sejlbåd, men at udfordre de store franske Ultim-trimaraner, som hidtil har domineret de hurtigste oceangående sejladser.

På længere sigt nævnes også Jules Verne Trophy, rekorden for den hurtigste sejlads rundt om jorden, som et muligt mål.

Formel 1-teknologi skal styre båden

Ferrari Hypersail bliver også et flydende teknologisk laboratorium.

Den italienske sportsvognsproducent vil bruge erfaringer fra Formel 1 og sine elektrificerede sportsvogne til at udvikle nye løsninger til båden.

Hypersail skal være selvforsynende med energi under sejlads.

Omkring 100 kvadratmeter solceller på dæk og skrogsider skal suppleres af vindgeneratorer.

Elektriciteten lagres i to batteripakker på 800 volt og skal blandt andet drive hydraulikken, de bevægelige foils og forskellige systemer til sejltrim.

Også besætningen skal producere elektricitet.

I stedet for traditionelle mekaniske grinders skal sejlernes muskelkraft omdannes til strøm gennem systemet Winch by Wire, fortæller Ferrari Hypersail - Ferrari.com

Energien kan derefter fordeles mellem bådens seks spil og de øvrige systemer.

Det giver mulighed for at optimere energiforbruget og styre flere funktioner elektronisk.

Kendt italiensk solosejler forlod projektet

Da Ferrari præsenterede Hypersail i juni 2025, var den berømte italienske oceankapsejler Giovanni Soldini en af de centrale personer bag projektet.

Soldini har gennem mange år været blandt de mest kendte italienske offshoresejlere og har stor erfaring med hurtige flerskrogsbåde.

Men i april 2026 forlod han projektet efter den første udviklingsfase.

Ledelsen blev overtaget af den italienske sejler og ingeniør Enrico Voltolini, der blandt andet har erfaring fra Luna Rossa i America's Cup og fra SailGP.

Den australske topsejler Glenn Ashby, som også har en omfattende baggrund fra America's Cup, er fortsat tilknyttet udviklingen.

Skal først slæbes gennem vandet

Før Ferrari kan begynde de egentlige sejladser, venter et omfattende testprogram.

Båden skal flyttes fra værftet ved Pisa til en ny base i Livorno, hvor Ferrari samarbejder med det italienske bådværft Azimut.

Her skal de sidste tekniske installationer gennemføres, og systemerne kontrolleres.

De første forsøg skal efter planen gennemføres uden sejl.

En ombygget Azimut 72 Fly-motorbåd skal slæbe Hypersail gennem vandet, så ingeniørerne kan undersøge, hvordan skroget og de store foils opfører sig ved forskellige hastigheder.

Først derefter skal den store mast og sejlene for alvor i brug.

De første sejladser ventes i foråret 2027.

Fakta: Ferrari Hypersail

Type: Oceanracer med fuld foiling

Længde: 30,5 meter (100 fod)

Skrogbredde: Ca. 8 meter

Bredde med foils: Ca. 20 meter

Mastehøjde: 35,5 meter

Samlet højde: Ca. 44 meter

Sejlareal: 462 m²

Sidefoils: To arme på ca. 6,5 meter

Køl: Svingkøl med integreret foil, ±35 grader

Hydraulik: Op til 350 bar

Forventet fart: Over 40 knob i simulator

Energiforsyning: Solceller, vindgeneratorer og elektrisk energi produceret af besætningen

Konstruktør: Guillaume Verdier

Projektleder: Enrico Voltolini

Byggested: Pisa, Italien

Testbase: Livorno, Italien

Planlagt søsætning: Foråret 2027

Målsætning: At udfordre verdens hurtigste oceangående kapsejladsbåde

content-loader
content-loader