Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Efter 13 sæsoner går Sejlsportsligaen ind i et nyt kapitel: uden Ib Kunøe som økonomisk hovedkraft og uden Dansk Sejlunion som afløser – men med klubberne selv som dem, der skal bære ligaen videre. Foto: Sivertsen/Sejlsportsligaen

Sejlsportsligaen reddet af seks klubber efter millionhul i budgettet

Da hovedsponsoren Ib Kunøe, ejer af X-Yachts og manden bag Sejlsportsligaen, trak sig som sponsor, efterlod det et millionstort hul i budgettet og da Dansk Sejlunion ikke ville løfte opgaven efter Kunøe, måtte klubberne selv slå til. KDY bliver nu administrativ base.

Af Troels Lykke |

Efter måneders arbejde er der fundet en ny model for Sejlsportsligaens organisering fra 2027.

Den nye konstruktion kommer efter en markant økonomisk omvæltning. Ib Kunøe, ejer af X-Yachts og en afgørende økonomisk drivkraft bag ligaen gennem mere end ti år, har trukket sig som hovedsponsor.

Det efterlod et millionstort hul i Sejlsportsligaens budget og gjorde det nødvendigt at gentænke hele organisationen.

Dansk Sejlunion ville ikke gå ind og løfte opgaven efter Ib Kunøe. Dermed stod ligaen uden en central aktør, der kunne overtage det økonomiske og organisatoriske ansvar.

Løsningen blev derfor, at klubberne selv måtte slå til.

Klubberne tager over

KDY bliver administrativ base for Sejlsportsligaen, mens en række ligapartnerklubber går sammen om at tage et større fælles ansvar for økonomi og udvikling.

Partnerklubberne bliver samtidig repræsenteret i en styregruppe, der skal være med til at sætte den overordnede retning.

Modellen er finansieret for 2027, mens arbejdet med at skabe et mere langsigtet økonomisk fundament fortsætter.

Sejlsportsligaen 2.0 bygger dermed på en mindre central organisation og et større ansvar ude i klubberne.

Rasmus Slabiak fortsætter som ankermand i den daglige drift, mens partnerklubberne får en mere aktiv rolle.

Flere af de praktiske opgaver omkring ligaens stævner skal samtidig løses tættere på de enkelte arrangementer. Stævneklubberne, bane- og opmandsgruppen samt de deltagende klubber får derfor mere ansvar for gennemførelsen.

Målet er ikke alene at spare penge, men at skabe en liga, hvor de klubber, der bruger og udvikler konceptet, også er med til at bære det.

Rasmus Slabiak siger:

- Vi har fundet en model, som gør det muligt at føre Sejlsportsligaen videre fra 2027 med en enklere organisation og et stærkt fælles klubansvar. Det bliver anderledes end tidligere, og det kommer til at kræve, at vi hjælper hinanden mere – både klubber, sejlere og stævneorganisationer. Men det er jo også præcis dét, ligaen kan: Når vi rykker sammen, kan vi skabe nogle fantastiske sejlsportsoplevelser.

Seks klubber er med – flere på vej

Ligapartnerklubberne er foreløbig Lemvig Sejlklub, Aarhus Sejlklub, Thurø Sejlklub, Sundby Sejlforening, Hellerup Sejlklub og KDY. Flere klubber er ifølge ligaen på vej.

Thurø Sejlklub skal dog først formelt behandle deltagelsen på et bestyrelsesmøde den 22. september.

KDY bliver administrativ base

For KDY er engagementet en del af klubbens ambition om at udvikle dansk sejlsport.

Anne Sofie Munk-Hansen, formand for KDY, understreger samtidig, at ligaen ikke skal blive et rent KDY-projekt.

- Sejlsportsligaen har gennem 13 sæsoner udviklet sig til en vigtig del af dansk klubsejlads, og KDY har selv været en del af den udvikling. Derfor er vi glade for at kunne stille os til rådighed som administrativ base for den nye model. Men det er vigtigt for os, at det her ikke er KDY’s liga. Det er en fælles liga, hvor partnerklubberne sammen med KDY skal være med til at tage ansvar for både økonomi, udvikling og den fremtidige retning, siger hun i en pressemeddelelse fra ligaen.

Thurø vil være med til at løfte

En af de klubber, der gennem mange år har brugt både J/70 og Sejlsportsligaen aktivt i klubudviklingen, er Thurø Sejlklub.

Formand Mette Christoffersen siger:

- På Thurø er Sejlsportsligaen meget mere end stævner. Den har været med til at skabe et stærkt J/70-miljø i klubben, hvor mange forskellige sejlere mødes om træning, kapsejlads og fællesskab. Derfor er det naturligt for os, at klubberne nu tager et større medansvar. Hvis vi vil have en stærk liga, skal vi også selv være med til at løfte den.

Både 1. og 2. division fortsætter

Den nye organisering ændrer ifølge ligaen ikke ambitionen om at fastholde det sportslige niveau.

Både 1. og 2. division fortsætter i 2027, og det årlige WOW-stævne fortsætter ligeledes under Sejlsportsligaen.

Der skal fortsat sejles i de syv nye J/70’ere fra 2026, men finansieringen af bådene skal på plads.

Samtidig er der indgået en ny aftale med Elvstrøm Sails, der skal levere et nyt sæt sejl før hver sæson.

Udgangspunktet er desuden, at deltagergebyrerne i 2027 fastholdes på samme niveau som i 2026.

Millionhullet er lukket for 2027

Den nye model betyder, at økonomien for 2027 nu er på plads, selv om tabet af Ib Kunøes støtte og Dansk Sejlunions manglende overtagelse af opgaven har tvunget ligaen til en markant omlægning.

Klubberne kommer dermed til selv at stå med en langt større del af ansvaret end tidligere.

På længere sigt er ligaen dog fortsat afhængig af at finde virksomheder, fonde og andre samarbejdspartnere, hvis den skal kunne udvikle sig yderligere.

Sejlsportsligaen sender samtidig en tak til Ib Kunøe, der var en af de grundlæggende personer bag ligaen og støttede den økonomisk i mere end ti år.

content-loader
content-loader