Sejlbåd til Atlanterhavet? 37 fod er stor nok

Hvor stor skal en sejlbåd være, før man kan krydse Atlanterhavet sikkert og nogenlunde komfortabelt?

Det spørgsmål stiller langturssejleren Elena Manighetti efter selv at have gennemført en atlanterhavskrydsning i en 37 fods Tayana.

Hendes korte svar er, at omkring 30 fod kan være et realistisk udgangspunkt, men at længden langt fra fortæller hele historien.

Atlantic Rally for Cruisers, ARC, har eksempelvis en minimumsgrænse på 27 fod for deltagende sejlbåde på ruten fra De Kanariske Øer til Caribien.

Men ifølge Manighetti vil de fleste langturssejlere have glæde af en større båd, når der også skal være plads til besætning, vand, proviant og udstyr, skriver den amerikanske journalist Elena på The Wayward Home.

37 fod fulgte med en Bavaria 46

Elena Manighetti krydsede selv Atlanterhavet fra øst mod vest i en Tayana 37, en tungt bygget langtursbåd med lang køl.

Trods forskellen i størrelse brugte hendes 37-fods båd omtrent samme tid på overfarten som en Bavaria 46, der sejlede den samme vej.

Forklaringen var blandt andet rutevalget.

Manighettis båd gik længere mod nord, hvor der var mere vind, og besætningen valgte samtidig en mere direkte kurs på de agterlige vindretninger.

Dermed understreger hun, at vandlinjelængde og potentiel fart ikke alene afgør, hvor hurtigt en båd kommer over et ocean.

Større båd giver typisk mere komfort

En længere båd vil som udgangspunkt kunne sejle hurtigere og samtidig give mere plads om bord.

Det kan især mærkes på en passage, der varer flere uger, hvor der skal være plads til køjer, proviant og et vagtsystem med flere personer.

– Mere plads giver som udgangspunkt mere komfort, forklarer Elena Manighetti.

Men bådens skrogform og vægt betyder også meget for bevægelserne i søen.

Tayana 37 er relativt tung, har lang køl og kanohæk. Ifølge Manighetti giver det roligere bevægelser i søen, mens hækken gør det lettere for bølger agtenfra at passere båden uden voldsomme slag.

Konstruktionen er vigtigere end nogle ekstra fod

Manighettis vigtigste pointe er, at man ikke kun bør se på bådens længde.

En rigtig langtursbåd bør være konstrueret til åbent hav og kunne klare hårdt vejr over længere tid.

Hun fremhæver blandt andet et kraftigt skrog, en solid kølkonstruktion og et godt beskyttet ror som vigtige egenskaber.

En lang køl eller et skeg foran roret kan eksempelvis give ekstra beskyttelse ved sammenstød med drivende genstande.

Cockpittet skal desuden kunne dræne hurtigt, hvis en stor sø kommer om bord, mens kahytten bør have solide håndgreb, så besætningen kan bevæge sig sikkert rundt i høj sø.

Båden skal kunne klare uger uden land

Oceansejlads stiller også større krav til systemerne om bord.

Der skal være strøm nok til navigation, lys og øvrig elektronik, og båden skal kunne medbringe rigeligt med ferskvand og mad – også med en reserve, hvis overfarten tager længere tid end forventet.

Et effektivt selvstyringssystem står også højt på listen.

På en båd med få personer om bord er det svært at håndstyre døgnet rundt i flere uger. Derfor kan autopilot eller vindror være blandt de vigtigste dele af udstyret på en lang passage.

Mindre både kan også krydse oceaner

Der findes langtursbåde helt ned omkring 26-27 fod, som har krydset oceaner.

Til gengæld bliver pladsen mindre, lasten fylder relativt mere, og bevægelserne i søen kan være hårdere.

En mindre båd har dog også klare fordele. Den er billigere at købe og vedligeholde, og dermed kan ejeren have bedre økonomiske muligheder for at holde rig, sejl, motor og øvrigt udstyr i god stand.

Og netop vedligeholdelsen kan i sidste ende være vigtigere end nogle ekstra fod.

Elena Manighettis konklusion er derfor, at den bedste båd til en atlanterhavskrydsning ikke nødvendigvis er den største.

Det afgørende er en robust konstruktion, ordentligt udstyr og ikke mindst en båd, som skipperen kender og føler sig sikker på at håndtere, når forholdene bliver hårde.

Kilde: Elena Manighetti, The Wayward Home.