Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
En brandmand gik ombord på Freja for at bistå med slukningsarbejdet, men branden var ikke til at få under kontrol. Omkring tre timer efter alarmen sank motorbåden.

DSRS Kerteminde tog Årets Søredning da sejlere blev reddet fra brændende båd

En voldsom brand ombord på en 33 fods motoryacht i Kerteminde Bugt sidste efterår har nu udløst en særlig hæder til de frivillige søreddere. Besætningen på redningsbåden Freja fra DSRS Kerteminde modtager prisen ”Årets Søredning” – et nyt initiativ fra Dansk Søredningsselskab.

Af Troels Lykke |

Alarmen indløb torsdag den 4. september 2025 klokken 14:55. En motoryacht med to personer og to hunde ombord meldte om brand i motorrummet blot to sømil fra Kerteminde. Kort efter var situationen kritisk med kraftig, giftig røgudvikling.

Allerede 15 minutter senere var redningsbåden Freja fremme ved havaristen. Ombord var de frivillige Ole Møller, Jens Hjorth, Jesper Lau, Lasse Nielsen og Søren Dreier.

”Da vi nåede frem, var der tæt, sort røg, og vi kunne høre, at det knitrede fra motorrummet,” fortæller en af det frivillige, Ole Møller.

Situationen krævede øjeblikkelig handling. Risikoen for overtænding var reel, men tiden var knap.

”Vi kunne ikke komme tæt på uden risiko for overtænding, men vi vidste, at der var mennesker og hunde ombord – så vi pressede stævnen af Freja ind mod skroget og fik besætning og hunde trukket over. Der var ingen tid til tøven.”

Alle ombordværende blev reddet i sikkerhed og sejlet til Kerteminde Marina, hvor andre frivillige stod klar med psykisk førstehjælp og hjælp til at kontakte pårørende.

Men indsatsen sluttede ikke med redningen af liv

Den 33 fods brændende motorbåd drev efterfølgende mod land, og Frejas besætning vendte tilbage for at forhindre yderligere fare. Med eget anker forsøgte de at fastholde det brændende fartøj væk fra kysten.

”Det var en dramatisk situation,” fortæller Jesper Lau.

”Vi kunne mærke varmen, og båden var overtændt, men vi havde pligt til at sikre, at den ikke drev ind på land.”

Kort efter ankom det kommunale beredskab i en RIB-båd. En brandmand gik ombord på Freja for at bistå med slukningsarbejdet, men branden var ikke til at få under kontrol. Omkring tre timer efter alarmen sank motoryachten.

JRCC (Joint Rescue Coordination Centre) rekvirerede efterfølgende et miljøskib for at vurdere eventuel forurening i området.

Hos Dansk Søredningsselskab vækker aktionen stor respekt. Ifølge formand Steen Wintlev Jensen er det særligt kollegernes anerkendelse, der tæller:

”Den bedste ros man kan få er den fra ens kolleger og ligesindede. DSRS’ vigtigste opgave er at redde liv, og her gjorde besætningen en klar forskel. Denne aktion viser kernen i, hvad DSRS står for. Frivillige, der handler resolut og redder liv – uden at tøve.”

Prisen ”Årets Søredning” uddeles første gang i marts 2026 og gives på baggrund af tre nominerede aktioner fra året før.

Faktaboks

  • Hændelse: Brand på 33 fods motoryacht

  • Dato: 4. september 2025

  • Tidspunkt: 14:55

  • Sted: Kerteminde Bugt

  • Ombord: 2 personer og 2 hunde – alle reddet

  • Redningsfartøj: Rescue Freja (DSRS Kerteminde)

  • Deltagende frivillige: Ole Møller, Jens Hjorth, Jesper Lau, Lasse Nielsen, Søren Dreier

  • Koordineret af: JRCC og DSRS Kerteminde

  • Varighed: Ca. 3 timer

Om ”Årets Søredning”
Dansk Søredningsselskab lancerer i år prisen Årets Søredning for at anerkende den særlige indsats, der udvises af frivillige søreddere over hele landet. Prisen uddeles i marts 2026 på baggrund af tre nominerede aktioner fra det forgangne år.

content-loader
content-loader