Danske 49er VM-finaler endte med stolpe ud i Quiberon
To danske top 10-placeringer ved VM i 49er og 49erFX blev facit efter en hektisk finaledag tæt under land i Quiberon, Frankrig, med store vindspring. De to danske både faldt desværre igennem i finalerne.
Der var danske både med i begge medaljefinaler ved VM for de olympiske skiff-klasser 49er and 49erFX World Championships i franske Quiberon, men finaledagen udviklede sig ikke, som de danske besætninger havde håbet på.
I 49erFX-klassen sluttede Jena Mai Seaton og Christina Andersen som nummer 10, mens Frederik Rask og Jakob Precht også endte som nummer 10 i 49er-klassen.
Finalerne blev sejlet helt tæt under land i meget skiftende vindforhold, hvor placeringerne ændrede sig konstant gennem sejladserne.
Dårlig start og tyvstart kostede dyrt
For Frederik Rask og Jakob Precht blev medaljedagen en hård afslutning på et ellers stærkt mesterskab.
- I første sejlads kommer vi ikke med i starten. Vi havde en dårlig start, og vi lå sidst med det samme. I anden sejlads tyvstarter vi og er igen sidst, fortæller Jakob Precht i en video på Facebook.
Det danske 49er-mandskab kæmpede sig igennem begge sejladser, men de dårlige starter blev afgørende i det tætte felt.
Trods skuffelsen leverede danskerne alligevel en samlet VM-top 10-placering i en af sejlsportens hårdeste olympiske discipliner.
Masser at bygge videre på
Begge danske besætninger viste gennem ugen højt niveau og fart nok til at sejle med blandt verdens bedste.
Samtidig fik Danmark markeret sig med to både i top 10 ved samme VM – et stærkt signal frem mod den videre olympiske kampagne.
Verdensmesterskabet blev vundet af et norsk mandskab i 49erFX, mens newzealænderne tog VM-guldet i 49er-klassen.
For de danske sejlere fortsætter sæsonen nu med sejladser på hjemmebane på Aarhus Bugt, efterfulgt af Kieler Woche, EM og testevent i Polen, fortæller Dansk Sejlunion på facebook.




