Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Al Capone, GP 42eren fra Snaptun i Østjylland, deltager i Marstrand med Tue Steen Andersen som skipper Foto: Sailing.Pics / Mogens Hansen
Kapsejlads
Marstrand bliver ofte omtalt som ”Nordens St. Tropez”, og arrangørerne satser på både publikum på havnen og online-seere. PR-foto

ORC-serien The Viking Challenge med danskere i Marstrand

Den svenske sejlerby Marstrand bliver i weekenden centrum for storbåds-sejlsport i Norden, når første afdeling af den nye ORC-serie The Viking Challenge sejles den 23. og 24. maj i Kattegat. 27 både. Serien sejles også i Kiel og Middelfart. Dansk GP 42 og XR 41 er på startlinjen.

Af Troels Lykke |

27 både fra Sverige, Danmark, Norge og Tyskland er tilmeldt Marstrand Big Boat Race, der markerer starten på et nyt samarbejde mellem tre nordiske sejlklubber med ambitioner om at styrke ORC-sejlads i Skandinavien.

Bag serien står Kieler Yacht Club, Marstrands Segelsällskap og Middelfart Sejlklub.

- Vi har stærke traditioner som arrangør og afholder mellem 11 og 13 kapsejladser om året. Marstrand Big Boat Race er et af vores flagskibe, siger Lars Petersson fra Marstrands Segelsällskap i en pressemeddelelse.

ORC skal løftes i Norden

Initiativtagerne bag The Viking Challenge har arbejdet på serien i næsten to år. Målet er at skabe en fælles nordisk platform for ORC-sejlads med ens måleregler og flere rene op-ned-baner for større både.

- ORC-reglen er ikke særlig udbredt i Sverige og Danmark, som er to af værtslandene. Derfor har det været afgørende at samle sejlerne om samme handicap-system, forklarer Lars Wilhelmsen fra SportsPartner.

Han håber samtidig, at serien kan tiltrække flere besætninger til international storbådssejlads i Norden.

The Viking Challenge består i år af tre stævner:

  • Marstrand Big Boat Race

  • Kieler Woche

  • Blue Week Middelfart

Live-tv fra ”Nordens St. Tropez”

Marstrand bliver ofte omtalt som ”Nordens St. Tropez”, og arrangørerne satser på både publikum på havnen og online-seere.

Sejladserne sendes live med engelske kommentarer på Blue Channel TV, mens publikum på havnen kan følge løbene på storskærm.

Vejrudsigten lover sol og moderat vind begge dage.

Første start går lørdag den 23. maj klokken 10.00.

Deltagerlisten kan ses hos Sail Race System.

content-loader
content-loader