Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Kort Nyt

Bliv klogere på Hallberg-Rassy 57 i ny film

Hallberg-Rassy har udgivet en 103 minutter lang film om sin største serieproducerede sejlbåd, Hallberg-Rassy 57. Ambitionen er tydelig: at give et mere nuanceret billede af båden end de korte præsentationsvideoer, branchen ellers er fyldt med.

Af Troels Lykke |

Filmen om Hallberg-Rassy 57 veksler mellem sejladsoptagelser og forklaringer fra folkene bag båden, herunder Magnus Rassy og designchef Jonas Zelleroth.

Visuelt er niveauet højt, som man kender det fra fotograf Anton Bylund, der igen står bag optagelserne, hvor der også er brugt drone.

Hallberg-Rassy 57 fra 2019 er udviklet som en klassisk langtursbåd, men med flere opdateringer i forhold til værftets tidligere modeller.

Blandt de mest markante er dobbelte rat i centercockpittet og twin-ror, som skal give bedre kontrol – især i frisk vejr. Samtidig er der arbejdet med at holde dækket så rent som muligt med integrerede løsninger og skjult teknik.

Funktionalitet i højsæde

Værftet lægger selv vægt på funktionalitet frem for spektakulære greb. Det gælder blandt andet et stort samlet stuverum på dækket, et egentligt walk-in maskinrum med en Volvo Penta D4-motor og et rigdesign uden bakstag. Som altid er båden udstyret med Elvstrøm Sails fra Aabenraa.

Filmen går tæt på disse løsninger, men fungerer også som en påmindelse om, hvor Hallberg-Rassy placerer sig i markedet: som leverandør af tunge, konservativt byggede både til sejlere med lange togter for øje.

Der er med andre ord ikke tale om en hurtig teaser, men et relativt grundigt indblik i både båd og værft – fortalt på værftets egne præmisser.

I Danmark forhandles Hallberg-Rassy af Dansk Marine Center i Risskov

content-loader
content-loader