Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Dansk Søredningsselsks redningsbåd Rescue Loke fra Juelsminde kæntrede under en bugsering af en grundstødt sejlbåd ved Æbelø på Nordfyn. Foto: DSRS

Redningsbåd kæntrede ved Æbelø – tre frivillige reddere i vandet

Kraftige tordenbyger med vindstød tæt på 30 m/sek. dannede rammen om en dramatisk redningsaktion ved Æbelø natten til lørdag. Under en bugsering kæntrede Søredningsselskabets redningsbåd Rescue Loke, og tre frivillige reddere endte i vandet. Redningsstation er nu lukket indti. videre.

Af Troels Lykke |

En redningsaktion ved Æbelø udviklede sig dramatisk i de tidlige morgentimer lørdag 20. juni, da Dansk Søredningsselsks redningsbåd Rescue Loke fra Juelsminde kæntrede under en bugsering af en grundstødt sejlbåd.

Ifølge Dansk Søredningsselskab skete ulykken, mens redningsmandskabet arbejdede på at trække sejlbåden fri. Under operationen kæntrede redningsbåden med tre personer om bord.

Alle tre reddere kom hurtigt fri af fartøjet og over på den havarerede sejlbåd, hvor de kom i sikkerhed.

– Alle ombord er sikkert i land og har det efter omstændighederne godt, oplyser Dansk Søredningsselskab på deres facebook-side.

Voldsomt vejr over Lillebælt og Kattegat

Ulykken skete samtidig med, at kraftige tordenbyger passerede de indre danske farvande. Flere steder blev der registreret meget kraftige vindstød, og ifølge vejrobservationer nåede enkelte pust op omkring 30 m/sek.

De vanskelige vejrforhold kan have været en medvirkende faktor, men det er endnu for tidligt at konkludere noget om årsagen til havariet.

Efter kæntringen blev den maritime redningscentral JRCC kontaktet, og der blev sendt assistance fra Dansk Søredningsselskabs station i Kerteminde.

Krisestab aktiveret

Både besætning og den forulykkede redningsbåd er siden kommet tilbage til Juelsminde.

Søredningsselskabet har aktiveret sin krisestab for at støtte de involverede frivillige reddere.

– Der er nu fokus på at støtte de frivillige reddere, der har haft en ubehagelig oplevelse, oplyser organisationen.

Station lukket

Dansk Søredningsselskab vil nu undersøge hændelsesforløbet nærmere for at klarlægge, hvorfor redningsbåden kæntrede under bugseringen.

Undersøgelsen skal blandt andet bidrage til at forhindre lignende ulykker i fremtiden.

Som følge af hændelsen er redningsstationen i Juelsminde lukket på ubestemt tid, mens organisationen håndterer efterspillet og gennemgår forløbet.

Der meldes ikke om personskader blandt de involverede reddere eller besætningen på den grundstødte sejlbåd.

content-loader
content-loader